23948sdkhjf

Styromatic indgår millionaftaler i Thailand

Den østjyske producent af elektroniske styresystemer har taget en ny SMD-linje i brug for at leve op til den stigende efterspørgsel på fabrikken i Thailand.
Styromatic fortsætter fremgangen i Thailand, hvor en ny SMD-linje nu er taget i brug for at leve op til den stigende efterspørgsel.

- Vi har indgået et letter of intent med to nye kunder, der strategisk har valgt Styromatic som ny samarbejdspartner. Produktionen til dem er allerede begyndt, og de kommer hver til at bidrage med et tocifret millionbeløb til omsætningen, siger salgschef i Styromatic, Johnny Madsen, til Electronic Supply.

Udvider lokaler og medarbejderstab
Samtidig har den østjyske producent af elektroniske styresystemer udvidet fabrikken med yderligere 1.000 kvadratmeter, så den samlet set udgør 3.000 kvadratmeter.

Med udvidelsen vil Styromatic fokusere yderligere på montage af box build-løsninger, som bliver stadig mere efterspurgte.

Den stigende efterspørgsel mærkes også på medarbejderfronten, hvor Styromatic har oprustet yderligere på fabrikken, der ligger i Udon Thani i den nordøstlige del af Thailand.

- Alt i alt går det lige efter køreplanen eller måske lidt bedre, siger Johnny Madsen med en statusopdatering på beskedent jysk.

Læs også: Styromatic ekspanderer i Thailand

Også på produktionsfaciliteterne i Brabrand er der fremgang. Især muligheden for at lave prototyper i Danmark, som så kan flyttes med en produktion til Thailand, er stadig et stort hit.

- Det er en løsning, som gør det muligt for kunderne at se en prototype i Danmark og så masseproducere den i Thailand. Derved sparer de penge på lønomkostningerne, samtidig med, at den tekniske support foregår på dansk i Brabrand, opsummerer Johnny Madsen.

Han forventer på baggrund af ovenstående, at Styromatic kommer til at indfri forventningerne om både øget omsætning og overskud i indeværende regnskabsår.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093