23948sdkhjf

EMS’er jagter ny CEO med sort bælte i ledelse

EMS-virksomheden ETK EMS, der har base i Skanderborg, er på jagt efter en ny administrerende direktør til at føre arbejdet med virksomheden videre.

Søgen efter den nye CEO kommer kun få måneder efter, at ETK EMS’ daværende ledelse kunne annoncere, at de havde solgt 60 procent af virksomheden til kapitalfonden Blue Equity.

Og det er en klassisk, administrativ profil, som jagten er gået ind på.

- Vi leder efter en CEO m/k med det sorte bælte i ledelse. Vi leder efter en klassisk leder i den forstand, at vedkommende skal være generalist og ikke nødvendigvis kunne lodde komponenter på printplader, men i stedet være skarp på ledelse og administration, siger Peter Arndrup Poulsen, partner og Director of Operations i Blue Equity.

Han fortsætter:

- Den nye må gerne have en baggrund inden for elektronik, så han forstår vores verden, men han skal først og fremmest være administrativ innovativ og kommerciel visionær og ikke rende rundt mellem maskinerne, siger han.

Har ledt siden januar

Men salget til kapitalfonden er ikke den direkte årsag til, at der skal nye kræfter til at lede virksomheden, fortæller Torben Drejer til Electronic Supply.

- Allerede i januar talte Thomas og jeg om, at vi gerne ville bruge mere tid på det, der giver mening for os, og at vi derfor nok skulle begynde at åbne muligheden for at invitere en partner ind til at stå for drift og ledelse, fortæller Torben Drejer.

I foråret henvendte Blue Equity sig og - lang historie kort - endte de to virksomheder i et skønsomt samarbejde, der blev cementeret endeligt med et 60 procent salg til kapitalfonden 1. oktober 2021.

- En ny CEO kunne i princippet være sket uden et salg til Blue Equity, men nu endte salget med at passe rigtig godt med de planer, vi selv havde sat i gang. Der er skrevet bøger om, at det kan være svært, at være administrerende direktør i en virksomhed, hvor ejerlederne stadig står i kulissen, så det med, at Blue Equity ejer majoriteten, det kommer til at gøre en forskel i det daglige arbejde, forklarer han.

For det er ingen tilfældighed, at ejerskabet ikke hedder 50-50, men derimod 60-40.

- Som ejerleder har man det med at holde foden lidt på bremsen. Det skal Blue Equity hjælpe os af med, og deres ord og fod vejer nu lidt tungere end vores. Det bliver en fordel for den nye CEO, at der er kommet en professionel partner med ombord, der har erfaring fra virksomheder, der vil vokse mere end branche gennemsnittet, siger Torben Drejer.

Bliver i virksomheden

Torben Drejer og Thomas Vinter bliver begge i virksomheden, når den nye CEO er fundet og skal – med deres egne ord – arbejde der, hvor de gør den største forskel i hverdagen.

Torben Drejer skal arbejde med relations management og have antennerne ude i markedet efter nye samarbejder og opkøb. Thomas Vinter er ægte logistiknørd og skal have tid og plads til at grave sig ned i maskineriet.

- Torben er dygtig til opkøb, til at stå for integrationen af nye samarbejder og sørge for, at alle tandhjul passer sammen. Alle i branchen kender Torben, og Torben kender alle i branchen. Thomas er mastermind bag teknikken i selskabet og er maskinmesteren der sikrer, maskinen kører. Det er trist hvis de skulle bruge 80 procent af deres tid på administration, siger Peter Arndrup Poulsen.

Fakta:

  • ETK EMS blev etableret i 1978 og voksede hurtigt i løbet af de næste par år, hovedsagelig med produktion for nogle få lokale virksomheder.
  • ETK EMS er i dag en global virksomhed, der servicerer kunder i hele verden, og tilbyder montering af PCBA'er, mekaniske montager, box-build-løsninger og skræddersyet logistik.
  • Kapitalfonden Blue Equity har i Q3 2021 overtaget en betydende andel i selskabet af Torben Drejer og Thomas Vinter, og ejerforholdet i det ultimative hovedselskab er nu således:
    • 60% ETK Finans (Blue Equity)
    • 15% Hakuna Matata ApS (Torben Drejer)
    • 25% Javitek ApS (Thomas Vinter)

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079