23948sdkhjf

Elektroniske hyldeforkanter hitter: Omsætningen hos Coop-leverandør stiger med 400 procent

Den danske familievirksomhed Eastwest Instore har siden 2016 leveret højteknologiske hyldeforkanter til detailhandlen og har i løbet af de seneste to år oplevet et sandt omsætningsboom med en stigning på 400 procent.

Omsætningen er vokset fra 11,2 millioner kroner i 2019 til foreløbigt 55 millioner kroner i 2021 med en forventning om at nå 70 millioner inden året er omme - og i 2022 er målet 100 millioner kroner.

Hemmeligheden bag succesen er ifølge ejerne et stærkt personligt netværk i Kina – og så har selskabet fået en fod inden for hos Coop, der er yderst tilfreds med samarbejdet. 

På fornavn

Bag Eastwest Instores succes ligger ifølge medejer Niels Kristian Bitsch, at man har opbygget et stærkt, personligt netværk i Kina, der sikrer hurtige leverancer.

- Vi er på fornavn med vores samarbejdspartnere gennem hele forsyningskæden og besøger ofte vores producenter i Kina. Den form for relationsopbygning prioriteres ikke altid lige højt af danske virksomheder - og det kan ses på pris og leveringsfart. Så hvis man ikke allerede er på fornavn med sine producenter, er det bare med at komme i gang. Det gør en mærkbar forskel, når man f.eks. står midt i en forsyningskrise, siger 32-årige Niels Kristian Bitsch.

Niels Kristian Bitsch ejer Eastwest Instore sammen med sin far Knud Bitsch og svigerfar Michael Kastrupsen.

600.000 hyldeforkanter

Tidligere har Eastwest Instore leverer hyldeforkanter til den norske supermarkedskæde Bunnpris og spanske Cepsa’s tankstationer. 

Nu er Coop som nævnt blevet en del af kundekredsen, hvor Eastwest Instore har leveret mere end 600.000 hyldeforkanter til 87 butikker. 

Og den bedrift, mener man hos Coop, er gået over al forventning,

- Samarbejdet med Eastwest Instore startede som et testprojekt, men det er gået over al forventning. Mange af vores butikker - også de selvejende - har selv henvendt sig for at komme med på den aftale, vi har med Eastwest Instore, fordi de har vist sig i stand til at levere hurtigt - selv under en global forsyningskrise og til en konkurrencedygtig pris uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger Frederik Schmidt Pierri, Operational Procurement Manager hos Coop’s indkøbsafdeling.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062