23948sdkhjf

Branche undrer sig: Hvor er UV henne i anbefalingerne om corona-bekæmpelse

Sprit, afstand og udluftning.

Det er et par af de værktøjer, der skal følge os i en hverdag, hvor corona er en kæmpe og uvelkommen medspiller og ser ud til at blive det i en rum tid fremover.

Men UV-desinfektion af luft glimrer ved sit fravær i den samling anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen har lagt frem i sensommeren og efteråret 2021. UV er nævnt som værktøj til at bekæmpe virus på overflader, men altså ikke i luft.

Anbefalingerne er en række gode råd til, hvordan man undgår og forebygger smittespredning i en tid, hvor vaccinerne er på banen, men virus stadig er i samfundet. Her fylder udluftning og rengøring som forebyggelse af smitte en del, men altså ikke en aktiv bekæmpelse af coronavirus med UV-lys i luft.

Det undrer direktør i UVCbyEFSEN, Thomas Efsen, at myndighederne ikke er mere progressive på området.

- Det ærgrer os, at myndighederne ikke kigger aktivt på UV som værktøj i coronabekæmpelsen. Det frustrerer os, at vi har en teknologi, som bruges i andre lande, med ikke herhjemme, siger Thomas Efsen og tilføjer, at skoler i Tyskland og England er begyndt at bruge UV til at rense luft, både når børnene er på skolen og er taget hjem.

Kendt fra sundhedsvæsenet

Teknologien kendes desuden fra sygehusvæsenet, hvor blandt andet danske UVD Robots fra Fyn har solgt  (flere hundrede) robotter til EU, der kan desinficere luften på de stuer, hvor der har ligger corona-patienter.

Thomas Efsen mener, at de danske myndighederne er for passive i deres tilgang.

- Myndighederne er for defensive. De taler om test, isolation, afstand, bliv hjemme, luk restauranter og skoleklasser. Men studier viser, at hvis man renser luften med UV-teknologi, så er der færre, der bliver smittede. Hvorfor ikke bruge UV teknologi og så have færre restriktioner, spørger Thomas Efsen.

Har vidst i 100 år at UV-lys virker

Og de manglende myndighedsanbefalinger om UV-teknologi til rensning af luft undrer også, Thorkild I.A. Sørensen, der er professor emeritus i epidemiologi, som er læren om hvad der belaster folket, og dermed basis for sygdomsforebyggelse.

- Intuitivt er det jo oplagt, at jo mere virus der er i fx luften, jo større er risikoen for, at de bliver indåndet og sætter sig fast i luftvejene og fører til sygdom. Opgaven er derfor at holde viruskoncentrationen i luften så lav som overhovedet muligt, og hvis vi har tekniske løsninger, der kan det, så er det en god vej til forebyggelse af smittespredning indendørs, siger Thorkild I.A. Sørensen.

Han har ingen forretningsmæssig interesse i at slå på tromme for UV-teknologien, understreger han; han synes bare, at fokus var alt for lang tid om at komme til virus i luft som smittekilde, der kan modvirkes med bl.a. UV-lys.

- Hvis vi skal have en effektiv indendørs forebyggelse, så skal vi indrette os sådan, at indholdet af smitsomme virus i luften bliver så lav som muligt. Og her har vi muligheden for at filtrere og belyse luften, så hvad der måtte være af mikrober, bliver slået ned. Det er helt elementært, man har vidst i 100 år, at UV slår mikrober ihjel, siger han.

Økonomi kan stå i vejen

Han ved ikke, hvorfor UV til luft ikke er på lystavlen hos de danske sundhedsmyndigheder, men han har et par bud for egen regning.

- Den ene ting kan være, at folk er blevet bange for UV-lys efter de mange historier om, at solens lys giver hudkræft. Et andet væsentligt bud kan være, at investering i UV-teknologi er dyrt og tager tid at sætte op de mange steder, der er behov for det, hvorfor man fra statens side er tilbageholdende med at pålægge kommunerne den slags udgifter, siger han.

Det økonomiske aspekt for kommunerne har dog flere lag, siger Thomas Efsen.

- Ja, en UV-løsning koster penge. Man skal holde det op i mod, hvad det koster af timer i rengøring for pædagoger og ekstern rengøring samt hvor meget legetøj, it-udstyr og møbler, der går i stykker og bliver smidt ud, når det renses med sprit, siger Thomas Efsen.

Electronic Supply arbejder på at få en forklaring fra Sundhedsstyrelsen på, hvorfor UV-lys ikke er en af anbefalingerne i bekæmpelsen af corona. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078