23948sdkhjf

Beskæftigelsen brager opad og slår rekord for sjette gang i år

I oktober steg antallet af lønmodtagere til 2.895.000 personer, viser tal. Det er endnu engang rekord i år

Antallet af lønmodtagere steg i oktober for niende måned i træk.

12.000 personer kom i job, hvilket betød, at det i forvejen rekordhøje antal beskæftigede steg til 2.895.000 lønmodtagere.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der er offentliggjort tirsdag.

Ifølge Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, er det "voldsomt imponerende, at beskæftigelsen for intet mindre end sjette gang i år slår rekord".

Men trods glæde er der også faresignaler, lyder det fra cheføkonomen.

- Det giver også næring til en snigende bekymring om, hvorvidt farten er for høj i dansk økonomi. Vi står ikke i en aktuel overophedning, men risikoen er tiltagende, skriver Jeppe Juul Borre i en kommentar.

Også Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, kalder fremgangen imponerende.

Tempoet kan dog ikke fortsætte på den måde ret meget længere, vurderer han, for efterspørgslen på ledige hænder er stor.

- Mangel på arbejdskraft er en reel begrænsning for fremgangen i Danmark, og der er også en temmelig klar risiko for, at vi kommer ind i en periode med uholdbart store lønstigninger, som kan lægge grunden til den næste krise, lyder det i en skriftlig kommentar.

Det er blandt andet på hoteller og restauranter, at flere er kommet i job.

Siden april i år, hvor branchen havde det laveste antal lønmodtagere i perioden med corona, er beskæftigelsen her steget med 39.000 personer. Det svarer til en stigning på 45,4 procent, skriver statistikbanken.

Både erhvervs- og kulturliv er dog ramt af coronarestriktioner hen over vinteren.

Hos brancheorganisationen Dansk Erhverv forventer cheføkonom Tore Stramer ikke, at den delvise nedlukning og høje smittetal vil udløse et stort fald i beskæftigelsen.

- Det er vores forventning, at virksomhederne generelt vil holde igen med afskedigelserne som følge af den generelt høje mangel på arbejdskraft.

- Endelig viser erfaringerne fra de tidligere smittebølger, at aktiviteten hurtigt stiger igen, når restriktionerne igen fjernes, siger han i en skriftlig kommentar.

Flere af økonomerne ønsker sig om en plan for at øge udbuddet af arbejdskraft. Erhvervslivet har længe skreget på flere ledige hænder.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.812