23948sdkhjf

Invisio-topchef om engelsk opkøb: Det var et kæmpe scoop

Nogle gange får man et tilbud, der næsten lyder for godt til at være sandt.

Og udefra set lignede det da også lidt af et scoop, at den danske headset- og kommunikationsudstyrs-producent Invisio for et års tid siden kunne samle verdenskendte Racal Acoustics op for "blot" 170 millioner svenske kroner. 

Det var det også. Det fortæller Lars Højgård Hansen, CEO for Invisio, i et interview med Electronic Supply.

I sidste uge lukkede Racal Acoustics en rammeaftale på 275 millioner svenske kroner. Og det er vel og mærke ud over, hvad de ellers løbende omsætter for i den London-baserede virksomhed.

Om Invisio:

Etableret i København i 1999 og børsnoteret i 2004 på Nasdaq i Stockholm.

INVISIO A/S udvikler og sælger avancerede kommunikations-løsninger med høreværn.

Beskæftigede 90 medarbejdere i 2020.

Leverer til militære enheder i blandt andre USA, Storbritanien, Canada, Australien og Danmark.

Omsatte i 2020 for 532 millioner kroner.

Kilde: Invisio

For godt til at være sandt

Historien er, at Racal Acoustics ad omveje var havnet med en amerikansk koncern som ejer. Amerikanerne havde overordnet set et helt andet fokus på kerneforretningen. Derfor blev ledelsen i Racal Acoustics spurgt, hvilken køber de gerne ville have til det gamle hæderkronede selskab. Ledelsen sagde Invisio.

- Amerikanerne kontaktede os og sagde; "Hvis I har 20 millioner dollars, så kan I få Racal Acoustics. Vi vil gerne sælge selskabet og være klar inden nytår", fortæller Lars Højgård Hansen.

- Og jeg når jo at tænke, at det tilbud næsten lyder for godt til at være sandt, og tænker om der skulle være nogle skeletter i skabene. Men der var ikke noget, siger Lars Højgård Hansen.

Sådan gik det til, at Racal Acoustics fik Invisio som ejer. Og det seneste års tid har de 55 medarbejdere altså haft ejere, der forstår, hvad de taler om, når de tænker udvikling.

Integrerer bag kulissen

Racal bliver ikke bare indlemmet i Invisio. Virksomheden skal fortsætte sin egen forretning, mens der foregår en integration af viden mellem de to udviklingsafdelinger.

- Racal Acoustics har en 100-årig historie og har leveret headsets til militær brug helt tilbage fra første verdenskrig. De har leveret til mange film, som eksempelvis Star Wars, så de har en stærk historik og et meget kendt varemærke, forklarer Lars Højgård Hansen.

- Vi mener, at det ville være en fejl at fusionere Racal ind i Invisio. Så vi fortsætter med hvert vores varemærke, hvor Racal Acoustics nok er mest kendt og stærkest på kommunikationsløsninger i køretøjer, så er vi stærkest på løsninger til brug i felten, siger Lars Højgård Hansen.

- Men bag kulisserne, der hvor kunderne ikke kan se det, integrerer vi virksomhederne med hensyn til udviklingsaktiviteter, produktion og salgsstyrke. Og det arbejde er vi nået rigtig langt med allerede, siger Lars Højgård Hansen, der peger på, at Racal og Invisio koordinerer projekter, køber komponenter og bygger på de samme platforme.

- Vi har været meget forsigtige med ikke at træde nogen over tæerne. Jeg tror, at den gennemsnitlige ancinitet blandt medarbejderne i Racal er omkring 25 år, og de er meget stolte af det brand og det varemærke, de har bygget op. Det har de også god grund til, siger Invisio-chefen.

Ikke noget bøvl

Udviklingen i markedet gør, at man i stedet for at tale om enkelte produkter, i langt højere grad taler om systemer. Det er i den forbindelse, at Racal og Invisio med forenede kræfter kan nå længere end hver for sig, mener Lars Højgård Hansen.

- Det handler om, at vi sørger for, at Racals enkelte produkter passer ind sammen med vores andre systemer, således at når en kommer med et Invisio-headset på og hopper ind i et køretøj og kobler sig op, så virker det også med Racals systemer.

- Når vi skaber nogle bredere systemer, gør det også, at vi bliver meget mere attraktive overfor de lande og kunder, vi arbejder med. Vi kan tage Danmark som eksempel. Det danske forsvar havde jo købt Racal-produkter i forvejen og her har vi også været hovedleverandør i mange år. Så det danske forsvar ved jo nu, at det de køber, der har med hørebeskyttelse at gøre, det fungerer som et system og at der ikke er noget bøvl. Så det er en fordel for begge parter, siger Lars Højgård Hansen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094