23948sdkhjf

I tredje fase: FMI og MDA tester dansk radarteknologi til NATOs missilforsvar

Samarbejdsaftalen om test af dansk radarteknologi mellem Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) og det amerikanske missilforsvarsagentur US Missile Defense Agency (MDA) er nu gået ind i tredje fase.

Det fortæller Weibel Scientific i en pressemeddelelse.

Med den underskrevne aftale vil FMI og MDA i fællesskab teste Weibel-radarens ydeevne for at bekræfte, at Weibels radarteknologi tilbyder en unik mulighed til NATOs missilforsvar. 

Den ballistiske missiltrussel mod Europa er, ifølge NATO, stigende. Derfor besluttede NATO i 2010 at opbygge et ballistisk missilforsvar (BMD), som kan beskytte NATOs europæiske allierede. Danmark lovede i 2014 at stille en radar til rådighed for NATOs BMD. Det er NATO og vores vigtigste allieredes forventning, at Danmark leverer på det løfte. Radaren vil indgå i forhandlingerne om det kommende danske forsvarsforlig.

 Tæt samarbejde med USA er afgørende

Med underskriften af tredje fase af samarbejdsaftalen mellem MDA og FMI rykker Danmark nu et skridt tættere på at kunne levere en mulig danskproduceret løsning til NATOs BMD fra Weibel Scientific. 

Underskriften fandt sted i mandagspå Weibel Scientifics hovedkontor i Allerød. Her underskrev Kim Jesper Jørgensen, generalløjtnant og chef for FMI, aftalen. Underskriften markerer en milepæl i et ti år langt samarbejde, der har til formål at bekræfte de unikke kapaciteter Weibels teknologi kan bidrage med til NATOs BMD.  

- Jeg er meget glad for at underskrive denne aftale mellem Missile Defense Agency i USA og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, omhandlende en fortsættelse af det meget lovende samarbejde om Weibel Scientific FMCW radarteknologi til at udforske potentialet af sådan en radar i ballistisk missilforsvarssammenhæng, siger Kim Jesper Jørgensen, generalløjtnant og direktør for FMI, og fortsætter: 

- Tæt samarbejde med USA er afgørende for Danmark, hvilket også gælder avanceret teknologi. Samarbejdet stemmer ligeledes meget fint overens med de hensigter, der er beskrevet i den nyligt udarbejdede nationale forsvarsindustrielle strategi, der blandt andet beskriver vigtigheden i samarbejde med industrien og forskningsinstitutioner, både nationalt og internationalt.

I brug på øvelser siden 2017

Samarbejdet mellem MDA og FMI blev indledt i 2011. Første fase blev underskrevet i 2013, og anden fase af projektet blev gennemført i 2017. Med underskriften af projektets tredje fase skal den endelige validering af data fra projektets første to faser foretages. 

- Weibels teknologi har opnået helt fantastiske resultater, der overgår alles forventninger. FMI har fået adgang til alle måledata, som meget overbevisende demonstrerer Weibel-radarens unikke kapabiliteter, herunder hvordan den kan måle meget præcist over store afstande, siger Peder R. Pedersen, Senior Sales Executive hos Weibel Scientific.

Fase tre handler om yderligere validering af de foreløbige studiers analyser og konklusioner. Radaren har siden 2017 været brugt i flere større NATO missil-øvelser. NATOs data fra disse øvelser har bekræftet studiets konklusioner.

Weibels radarteknologi er testet og anvendt gennem årtier af eksempelvis det amerikanske forsvar, NASA og en lang række europæiske lande.

- Vælger Danmark at bidrage til NATOs BMD med en dansk radar, vil det være en løftestang for yderligere dansk eksport til en samlet værdi på op til 2 mia. kr. over de kommende 10 år. Det vil skabe arbejdspladser, eksport og være med til at indfri ambitionerne i den nye forsvarsindustrielle strategi fra 2021, siger Frode Scott Nilsen, CEO hos Weibel Scientific.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094