23948sdkhjf

Kun hver ottende produktionsvirksomhed anvender kunstig intelligens

Hos Industriens Fond, der står bag AI Denmark, mener man, at flere virksomheder burde gøre brug af kunstig intelligens.

Det er ellers blevet mere udbredt, at danske produktionsvirksomheder anvendeer kunstig intelligens i deres processer og produktion.

Men udviklingen går fortsat trægt. I dag anvender 13 procent af de danske produktionsvirksomheder teknologien mod 6 procent i 2018.

Det viser en ny omfattende undersøgelse af danske små- og mellemstore produktionsvirksomheders innovationsevne og anvendelse af kunstig intelligens udarbejdet af Teknologisk Institut i samarbejde med Industriens Fond.

- Danske produktionsvirksomheder skal investere og udnytte de mange muligheder, der ligger i brugen af kunstig intelligens – både når det kommer til effektivisering og automatisering – men i høj grad også i forhold til innovation, siger Charlotte Kjeldsen Krarup, udviklingsdirektør i Industriens Fond.

Større virksomheder er længere fremme

Undersøgelsen er baseret på 1274 interviews i foråret 2022. Den viser en klar sammenhæng mellem virksomhedernes størrelse og anvendelsen af kunstig intelligens.

Blandt virksomheder i produktionsbranchen med under 10 ansatte er det 9 procent af virksomhederne, som anvender kunstig intelligens, mens 26 procent af virksomheder med 100-249 medarbejdere anvender teknologien.

- Også de små virksomheder skal op i gear, og vi skal have gjort op med forestillingen om, at brugen af kunstig intelligens og ny teknologi alene er forbeholdt store koncerner med flere ressourcer. Virkeligheden er den, at kunstig intelligens er et middel til at skabe værdi både i produktionen, i administrationen og i innovation af nye produkter. For den enkelte virksomhed handler det mest af alt om at komme i gang. Det er præcis det, AI Denmark kan inspirere til, siger Charlotte Kjeldsen Krarup.

Større innovationskraft hos teknologiorienterede virksomheder

Undersøgelsen viser desuden, at de fremstillingsvirksomheder, der anvender kunstig intelligens, på alle punkter er mere innovative. Blandt de virksomheder, som benytter teknologien, har 77 procent introduceret nye produkter i løbet af de seneste tre år.

Til sammenligning er tallet 63 procent for de fremstillingsvirksomheder, som ikke anvender teknologien.

- Forskellen skal ses i lyset af, at de virksomheder, som anvender kunstig intelligens, er på forkant med den teknologiske udvikling. Det er særligt de lidt større SMV’er, som arbejder med kunstig intelligens, og som også generelt viser sig at være mere innovative, lyder det fra Anne-Lise Høg Lejre, divisionsdirektør på Teknologisk Institut.

Anne-Lise Høg Lejre tror på, at AI bliver et fast element i industrien før eller siden.

- I de større industrivirksomheder vil det snarere blive normen end undtagelsen, at der anvendes kunstig intelligens. Når væksten fremover vil accelerere, er forklaringen, at selvom det er komplekst at udvikle kunstigt intelligente systemer, så er det ikke nødvendigvis komplekst at anvende systemerne – og den teknologiske udvikling viser, at der er rigtig mange løsninger på vej, siger hun.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079