23948sdkhjf

Producenters prishop køler af: Håb for mindre pres på inflationen

Mindre prisstigninger hos producenter kan varsle mindre pres på inflationen for forbrugere ifølge økonomer

Mod slutningen af sidste år tabte prisstigningerne fra danske producenter pusten, viser tal fra Danmarks Statistik. Ifølge flere økonomer kan det være et varsel om lavere inflation for forbrugerne også.

For december viste Danmarks Statistiks producentprisindekset, at priserne var steget med 10,6 procent det seneste år. Selv om det kan lyde som noget, der burde drive priserne op, så viser det faktisk, at prisstigningerne taber tempo.

I november var de nemlig 14,2 procent højere end året før. Og ser man tilbage til august var priserne steget med 37,6 procent på et år.

Producentprisindekset siger groft sagt noget om, hvilke priser producenterne tager fra andre virksomheder - både danske og udenlandske.

Derfor er det ikke noget, som forbrugerne kan mærke direkte. Men det bliver ifølge flere økonomer noget, som de kommer til at mærke hen ad vejen.

- Det aftagende pres på producentpriserne vil også komme forbrugerne til gode i løbet af året, skriver Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, i en skriftlig kommentar.

- Normalt følges producent- og forbrugerpriserne hinanden over tid med en forsinkelse på cirka tre-fire måneder.

Og ifølge Dansk Industris cheføkonom, Allan Sørensen, kan producenternes priser blive endnu lavere i starten af det nye år.

- Priserne på el og gas faldt i sidste halvdel af december. Det vil hjælpe med at dæmpe prisstigningerne her i starten af 2023, skriver han i en analyse af tallene.

Arbejdernes Landsbanks cheføkonom, Jeppe Juul Borre, er der dog mere forsigtig. Han peger på, at fordi priserne steg i december 2021, vil udgangspunktet være højere, og prisstigningerne dermed virke mindre.

- Det er her bestemt positivt for både virksomheder og forbrugere, skriver han i en analyse.

- Trods de gode tegn, så er det dog for tidligt at ånde fuldstændig lettet op.

En af grundene til Jeppe Juul Borres mere forsigtige optimisme er, at der stadig er en del virksomheder, der venter at hæve priserne. Det gælder eksempelvis 31 procent i industrien ifølge cheføkonomen.

Det er stort set det samme antal, som har svaret, at de har hævet priserne de seneste tre måneder.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141