23948sdkhjf

Delta hjælper politi i mordsag

Den 11. november 2010 forsvandt Henrik Hauberg Madsen fra en feriehytte i Karrebæksminde ved Næstved
Politiet har mistanke om, at han i feriehytten er blevet dræbt af sin tidligere mandlige samlever, Bo Madsen. Der er intet lig eller DNA-spor, men mange indicier på, at der er foregået et mord i feriehytten. Ingen er i nyere tid i Danmark blevet dømt i en mordsag uden et lig.

Et vidne i en nabohytte overværede, at flere mænd sent på aftenen i stor hast tømte hytten for forskellige effekter, og der er teletrafik og lydoptagelser, der alle peger på, at der er foregået et mord den pågældende aften. Motivet skulle ifølge politiets teori være, at den mistænkte havde arrangeret mordet for at undgå den forsmåede partners hævn og chikane fremover. Den forsvundne mand var kendt for at være jaloux og havde i øvrigt sammen med den mistænkte en kriminel forretning i Næstved og omegn med blandt andet prostitution, dokumentfalsk og plattenslageri i millionklassen.

Politiet har efter mordet fundet en revolver, som man mener blev benyttet ved mordet. Men vidnet i nabohytten hørte ikke skud den pågældende aften. Politiet kontaktede derfor Delta for at bringe klarhed over sagen.

Genskabelse af lyden
I første omgang ønskede politiet, at der blev foretaget målinger af støjniveauet i vidnets hytte, medens der blev skudt med revolveren i og udenfor den hytte, hvor man formoder, mordet blev begået. De målte støjniveauer skulle præsenteres for nævninge og dommere i retssagen, der i december 2012 kørte ved Retten i Næstved, hvor Bo Madsen og Claus Stockholm Larsen er anklaget for mordet på Henrik Hauberg Madsen.

Delta frarådede denne fremgangsmåde, da støjniveauer i form af tal normalt ikke siger noget om hørbarheden af en lyd, og slet ikke for lægmand. Faktorer som baggrundsstøj, lydens varighed og frekvensfordeling er afgørende for, om fx skud er hørbare. Derfor producerede Delta efter aftale med politiet og anklagemyndigheden i stedet fem lydfiler, der demonstrerer, hvordan skuddene ville høres i vidnets hytte under de givne akustiske omstændigheder.

Lydfilerne blev produceret på grundlag af såkaldte "kunsthovedoptagelser", hvor lyden optages med en stereooptageteknik svarende til, hvordan vidnet hørte lyden. Optagelserne blev foretaget i vidnets hytte i august 2012, medens politiet skød med den fundne revolver i forskellige positioner i og uden for hytten, hvor mordet formodes at være foregået.

Det blæste voldsomt den 11. november 2010, og vidnet sad og så fjernsyn den pågældende aften. Derfor foretog Delta efterfølgende også optagelser i stormvejr, som er mikset sammen med lyden fra fjernsynet og lyden fra skuddene. Optagelserne blev endvidere korriget for vidnets høretab, der også er målt af Delta.

Lydfiler afspillet i retssalen
Lydoptagelserne blev i december 2012 afspillet i Retten i Næstved over 19 hovedtelefoner udlånt af Delta. For produktionen og afspilningen af lydfilerne stod seniorspecialist Claus Backalarz, der var indkaldt som vidne. På grund af stereooptageteknikken med et kunsthoved – samt miksningen af vindstøj, fjernsynslyden og vidnets høretab – svarede lyden i hovedtelefonerne nøje til, hvad vidnet kunne høre den 11. november 2010.

Med Delta’s lydfiler kan retten på det bedst mulige grundlag afgøre, om det er muligt at skyde et menneske, uden at det kan høres på 40 meters afstand. Nu er det således op til nævningene at afgøre sagen. Den endelige domfældelse falder den 1. marts 2013.

Kilde: Delta - http://www.delta.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095