23948sdkhjf

Invisio-boss jubler over ny rekordordre: - Det her er kun starten

De sidste efterhånden mange måneder har Hvidovre-virksomheden Invisio kunnet fremvise den ene store ordre efter den anden, og nu har de netop landet en rekordordre hos det amerikanske forsvar til en værdi af 130 millioner SEK svarende til 83 danske af slagsen.

Generelt har der været en voksende efterspørgsel siden i fjor, og Invisios CEO, Lars Højgård Hansen, er ikke tilbageholdende med at konstatere, at en del af den øgede efterspørgsel i markedet kommer som en konsekvens af den igangværende krig i Ukraine.

Truslen fra Rusland er pludseligt blevet mere håndgribelig for de europæiske lande, end den har været i mange år, lyder det.

- Vi ser fra mange europæiske lande, at de ser, at de er nødt til at tage ansvar for egen sikkerhed. Så derfor er de nødt til at opdatere niveauet af deres udstyr, siger Lars Højgård Hansen og lægger desuden vægt på, at mange lande i højere grad begynder at leve op til Natos krav om forsvarsbudgetter.

Det forøgede behov for militært kommunikationsudstyr verden over er især kommet Invisio til gode grundet deres allerede etablerede position i markedet, mener Lars Højgård Hansen.

- Det ser rigtig fornuftigt ud, fordi vi har en god markedsledende position. Kunderne kommer ofte til de markedsledende, når de skal skifte ud og have deres leverancer inden for rimelig tid. Så der er fuld fart på i øjeblikket, siger Lars Højgård Hansen.

Og det kommer der også til at være i fremtiden, spår han.

- Der kommer til at være mange store investeringer i forsvar de kommende 10-15 år, så det her er nok kun starten, siger Lars Højgård Hansen.

Værdifuldt opkøb

Trods den aktuelle situation er Lars Højgård Hansen også overbevist om, at solidt arbejdet gennem længere tid også er en del af årsagen til den store succes for tiden, der har budt på et samlet ordreindtag på over 1 milliard SEK det seneste år.

- Det her er sådan set kulminationen på lang tids hårdt arbejde. Opkøbet af Racal Acoustics viste sig som en god beslutning, fordi der kommer mange ordrer ad den vej, siger Lars Højgård Hansen.

Med Racal Acoustics henviser han til opkøbet af den britiske virksomhed i begyndelsen af 2021, og en stor del af de seneste års store ordrer er hentet gennem Racal Acoustics, der leverer kommunikationsudstyr til støjende miljøer i eksempelvis kampvogne.

Men udover Racal Acoustics har der også været fremgang andre steder i virksomheden, fortæller Lars Højgård Hansen.

De har arbejdet på at udvikle nye produkter, der er endt med nylanceringer og store ordrer, og derfor har det i praksis været over hele linjen, de mange ordrer er landet, lyder det.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062