23948sdkhjf

Dali satser østpå: - Det er svært at være eksotisk på hjemmebane

Hos Dali har de in-sourcet en stor del af produktionen til fabrikken i Nørager, og det skal sikre omsætning verden over.

For med in-sourcingen af produktionen kan de i højere grad brande sig på europæisk og ikke mindst dansk design og produktion.

Det kan der være gode forretningsmuligheder i, fortæller Lars Worre. For selvom de har allerede fine forretninger oppe at køre i blandt andet Kina og Japan, er der meget mere at hente i de asiatiske og amerikanske markeder.

- Der er nogle gode luksusmarkeder derude, hvor der er stor respekt for dansk audio. Og jeg tror faktisk, respekten er større i Asien end i Danmark, for det er nu engang svært at være eksotisk på hjemmebane, siger han.

Lokal tilstedeværelse er nødvendig

Blandt andet har Dali for nyligt lanceret flagskibet Dali Kore, der kan bryste sig af et Made in Denmark-mærkat, fordi alt fra højttalerenheder til kabinetter og lakering er fra fabrikken i Nørager.

Og både Kore og de andre produkter vil de af gode grunde gerne have ud over rampen - men trods det store asiatiske marked for dansk og europæisk lyd skal der alligevel gøres en indsats.

- Der er nok en forventning om, at dansk audio er godt, men derfra og til at få solgt mange højttalere derude er der en opgave, for der er også stor konkurrence. Så er det godt at have folk derude, som kender gamet og måske endda sproget, siger Lars Worre.

Netop det gør Dali også noget ved. For udover salgsenheder i flere asiatiske markeder har de for nyligt åbnet et salgskontor i Kuala Lumpur i Malaysia, der desuden kommer til at styre et lokalt lager for dele af regionen.

- Det giver flere vågne timer i de tidszoner, og det giver repræsentation, som vi ved er vigtigt. Det er ligesom, at man gerne vil købe bil fra et mærke, der har en forhandler med kvalificeret support i nærheden, siger Lars Worre.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125