23948sdkhjf

Nej tak til udlandet: - Vi ville bare gøre forretningen mere udsat

Eltraco ser, at kunderne gerne vil hjemtage elektronikproduktionen for at have kontrol over hele værdikæden

Når virksomheder vil in-source elektronikproduktionen, kommer det Eltraco til gode.

SMT-leverandøren med Mikael Thomsen i spidsen ser en tendens til, at kunderne gerne vil have mere kontrol over produktionen.

- Hvis man in-houser, har man bedre muligheder for at være agil og have fuldstændig kontrol over sin værdikæde, end hvis man har underleverandører til at producere, og det oplever vi, at flere og flere kunder ønsker, siger direktør Mikael Thomsen.

Han fortæller, at Eltraco både leverer til OEM'er og EMS'er. Blandt andet har de for nyligt leveret linjer til Linak og til Ellab.

Hjemtagningen handler ifølge Mikael Thomsen ikke om, at underleverandørerne ikke leverer tilstrækkelig kvalitet, for de danske EMS'er er "nogle af industriens dygtigste", understreger han.

- Det handler derimod blandt andet om, at mange af vores kunder ønsker større fleksibilitet. Og når det er kunder med high mix, vil udviklingsafdelingerne ofte gerne kunne lave en prototype hurtigt og se, om det virker. Det tager længere tid, hvis det bliver lavet hos en underleverandør. Det er en helt naturlig konsekvens af, at time-to-market bare bliver kortere og kortere, siger Mikael Thomsen.

Vil sikre fleksibilitet til kunder

Netop kunder med behov for high mix-low volume-produktion er det, som Eltraco især bestræber sig på at levere til.

- Det er et krav at kunne levere hurtige omstillinger og øget fleksibilitet. Det, tror jeg, bliver business casen fremover, siger Mikael Thomsen.

Mikael Thomsen fortæller videre, at Eltracos forretning er forholdsvis smal og koncentreret i forhold til konkurrenterne på den geografiske tilstedeværelse, hvor Eltraco kun leverer i Danmark, mens virksomheden udstyrsmæssigt rammer forholdsvis bredt.

Førstnævnte er dog helt bevidst.

- Vi er en dansk leverandør, og vi fokuserer på Danmark. Hvis vi også var i udlandet, kunne der være omsætning at hente, men det ville også kræve, at vi var flere folk. Og vi ville bare gøre forretningen mere udsat og tilføje mere risiko, uden gevinsten ville stå på mål med det, siger Mikael Thomsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062