Rumsonde med dansk teknologi er opsendt for at teste forsvar mod asteroider

Rumfarts-ingeniørerne er i fuld gang med at forsøge at udvikle et system, der kan forsvare Jorden, hvis en dommedags-komet eller en kæmpe asteroide er på kollisionskurs med vores planet.
Arbejdet har stået på i en årrække, og mandag klokken 17.00 blev der taget endnu et skridt.
Da steg en SpaceX-raket til vejrs fra den amerikanske rumstation Cape Canaveral i delstaten Florida.
Raketten havde en europæisk rumsonde med.
Sonden kaldes Hera, og den skal på en lang mission for at undersøge en asteroide, som den amerikanske rumadministration Nasa ramte med et fartøj i 2022.
En time efter opsendelsen blev Hera koblet fra raketten.
Herefter lagde sonden sig på en kurs, der skal bringe den frem til asteroiden om to år.
Asteroiden hedder Dimorphos og var 11 millioner kilometer væk, da fartøjet ramte den for at få den til at skifte kurs i 2022.
Øvelsen var at finde ud af, om det er muligt at få en asteroide, der har kurs mod Jorden, til at skifte bane, hvis man sender et fartøj direkte ind i den.
Det lykkedes fartøjet at få Dimorpos til at ændre kurs.
Det var kun en øvelse. Dimorphos truede ikke Jorden.
Det Europæiske Rumagentur (ESA) siger, at Hera skal gennemføre, hvad Esa kalder en "undersøgelse af gerningsstedet".
- Hera vil indsamle de data, vi skal bruge for at kunne forvandle sammenstødet til noget, vi forstår fuldt ud, og som kan blive en teknik, der kan gentages. En teknik, som vi alle måske bliver afhængig af en dag, siger Josef Aschbacjer, chef for ESA, om opsendelsen af Hera.
Den dansk nanosatellitvirksomhed Gomspace er med på opgaven til Dimorphos. Her er den nordjyske virksomheds Juventas-satellit med på SpaceX-raketten. Den skal observere og senere lande på asteroiden Dimorphos med henblik både at analysere denne og den nærliggende større asteroide Didymos.
Det kan du læse om her.
/ritzau/AFP