Nvidia: Kinesiske restriktioner vil koste 15 mia. dollar på salget

Nvidia fører an inden for AI-revolutionen og sidder med en global markedsandel på 70-80 pct. af de mest avancerede chips til brug i kunstig intelligens, men et sted er den succesrige koncern udfordret. Og det er Kina.
Her må selskabet nemlig, på grund af "nationale sikkerhedshensyn" ikke sælge sine mest avancerede produkter og for nyligt strammede den amerikanske regering reglerne yderligere, så selv den udvandede udgave af ikke bare den forrige version, men den før, af Nvidias chips ikke må afsættes i Kina uden en licens fra myndighederne.
Og det ærgrer i sagens natur topchef Jensen Huang, som frygter, at den kinesiske konkurrent Huawai derfor vil sætte sig på sit hjemmemarked. Han kalder situationen for "enormt omkostningsfuld" og "dybt smertelig".
Nvidia tog da også i april en hensættelse på 5,5 mia. dollar, fordi den særlige chips, H20, som selskabet udviklede på baggrund af sin Hopper-serie nu alligevel ikke kan sælges i Kina, og deror blev den del af lageret pludselig værdiløst.
- Ingen virksomhed i historien har nogensinde afskrevet så meget lager, konkluderer Jensen Huang over for analytiker Ben Thompson, som udgiver markedsbrevet Stratecherry.
- Ikke alene mister jeg 5,5 mia. dollar - vi 5,5 mia. dollar - vi gik også væk fra 15 mia. dollar i salg og sandsynligvis 3 mia. dollar i skatter.
Wall Streets analytikere har vurderet, at Nvidia kan miste 10-16 mia. dollar i indtægter over de kommende kvartaler på grund af eksportforbuddet for H20-chips.
H20 er en udvandet udgave af Hopper-serien fra 2023. Den er blevet afløst af Blackwell og Blackwell Ultra, der er henholdsvis 40 og 60 gange kraftigere end den gængse Hopper-chip.
Jensen Huang mener dog ikke, at tiltaget fra myndighederne vil stoppe Kina fra at udvikle kunstig intelligens.
- Enhver, der troede, at et enkelt skaktræk med at forbyde Kina adgang til H20-chips, ville stoppe deres AI-udvikling, er dybt uinformeret, siger Nvidias topchef til Stratecherry.
- Kina klarer sig fantastisk, 50 pct. af verdens AI-forskere er kinesiske, og du vil ikke kunne holde dem tilbage eller stoppe deres fremskridt inden for AI.
Jensen Huang mener, at Kinas AI-marked har en værdi på 50 mia. dollar om året.
.\\˙ MarketWire