23948sdkhjf

Bogen er fyldt med forsvarsordrer: - Det er en fordel, vi har været med i årtier

Mekoprint producerer kommunikationsudstyr og droneteknologi til forsvarsvirksomheder. Ordrerne kommer på et tidspunkt, hvor der er afmatning i andre industrier

Det er strømmet ind med ordrer til fra forsvarsindustrien hos nordjyske Mekoprint. Så meget, at 25 procent af Mekoprints ordrebog nu har adresse i forsvarsindustrien.

- Der er kommet rigtigt mange ordrer ind fra starten af 2025. Der, der vokser rigtigt meget, er kommunikationsudstyr og droneteknologi. Droneteknologi både som selve dronerne og som radarudstyr til beskyttelse mod droner, fortæller Anders Kold, adm. direktør for Mekoprint. 

Mekoprint har en fordel i forhold til forsvarsindustrien.

- Det er en branche, der stiller store krav, og der er det en fordel, at vi har været med i årtier. Vi ser det som en naturlig branche at samarbejde med, siger Anders Kold.

Mekoprint har sine styrker inden for metalbearbejdning, betjeningsløsninger, specialkabler og samlede elektronikløsninger.

Der er ikke væsensforskel mellem de produkter, som Mekoprint nu laver til forsvarsindustrien, og de produkter, som virksomheder laver til andre industrier.

- Produktionsmæssigt ligner det, det vi laver i forvejen. Det er kendte teknologier og processer, siger Anders Kold.

Forsvarsordrerne kommer belejligt for Mekoprint i en tid, hvor Mekoprint ellers oplever afmatning i andre industrier.

Ordrerne betyder, at Mekoprints omsætning vokser. Mekoprint kommer til at ansætte omkring 50 nye medarbejdere på sine fabrikker i Serbien og Polen. Det er en væsentlig forøgelse af medarbejderstaben, der i dag tæller godt 800 ansatte, hvoraf hovedparten arbejder i Danmark.

Det er ikke, fordi Anders Kold som sådan er begejstret for konflikt og oprustning i Europa.

- Vi håber, at det stopper, siger han.

10-15 procent af omsætning

Selv om 25 procent af Mekoprints ordrebeholdning nu udgøres af forsvarsordrer, så kommer det ikke til at udgøre 25 procent af firmaets omsætning.

- Måske bliver det 10-15 procent af omsætningen til næste år, siger Anders Kold.

Det hænger sammen med, at forsvarsordrerne typisk er længerevarende ordrer, som rækker år frem i tiden.

Mekoprint har i dag omkring 30 forsvarsrelaterede kunder og er i kontakt med endnu flere.

- Vi har været opsøgende i forhold til forsvarsindustrien, ikke mindst den danske forsvarsindustri, siger Anders Kold.

Han fortæller, at Mekoprint primært har danske forsvarskunder, men også har forsvarskunder i Norge, Sverige og Tyskland.

Hvor virksomheden hidtil har produceret komponenter til forsvarsindustrien, går udviklingen nu i retning af, at virksomheden skal producere færdige produkter for sine forsvarskunder.

Mekoprint oplyser, at firmaets løsninger indgår i en bred vifte af forsvarsudstyr, der er udviklet til at fungere i nogle af de mest krævende og uforudsigelige miljøer. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11