23948sdkhjf

Fynske hørespecialister rammes af global uro – søger vækst i nye forretningsområder

Interacoustics gik tilbage i år præget af markedsusikkerhed

Den fynske diagnostik-virksomhed Interacoustics gik tilbage i 2024.

Alligevel kan den Demant-ejede virksomhed fra Middelfart præsentere omsætnings- og bundlinjetal på henholdsvis 888 millioner og 155 millioner kroner for 2024-regnskabet. Det er tilbagegang på henholdsvis 3 og 25 procent fra året før.

INTERACOUSTICS A/S
Regnskabsår 2024 2023
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 887,6 915,4
Bruttofortjeneste 304,7 319,9
Resultat af primær drift 183,8 217,9
Resultat før skat 197,3 264,9
Årets resultat 154,9 206,8
Balancestatus 937,3 1049,9
Egenkapital 752,3 822,4
Kilde: CVR

Virksomhedens kerneforretning består i udstyr til diagnosticering af høretab og balance, og særligt to udenlandske markeder har været påvirket i fjor. I USA har der været store udsving i efterspørgslen, oplyser CEO Villads Thomsen i et skriftligt svar.

Direktøren, der ikke har haft mulighed for at stille op til et interview, skriver videre om markedet i Kina, at "en øget national prioritering og regulatoriske barrierer har påvirket vores adgang til de offentlige udbud negativt."

Ifølge årsrapporten hentes henholdsvis 37,8 procent, 39,8 procent og 22,4 procent af Interacoustics' omsætning i Europa, Amerika og resten af verden.

USA er således et vigtigt marked for Interacoustics. Villads Thomsen forklarer, at man løbende tager bestik af både toldsituationen og de geopolitiske spændinger, der "skaber et omskifteligt handelsmiljø". Ifølge direktøren har Interacoustics - til trods for tilbagegangen - indtil videre været i stand til navigere i de forhold "uden væsentlig påvirkning" af forretningen.

Usikkerheder i markedet

Udover de vanskelige markedsvilkår, som har ramt toppen, har bundlinjen været ramt af "reguleringer mellem Interacoustics og distributionsselskaber", mens også investeringer i R&D har påvirket denne.

Interacoustics oplyser i forbindelse med årsrapporten, at udviklingen i omsætningen forventes at være i intervallet 0 til +10 procent med en lidt højere stigning i indtjeningen.

Villads Thomsen oplyser, at prognoserne dog er forbundet med en vis usikkerhed grundet den globale markedsusikkerhed, der blandt andet påvirker investeringerne i offentlige sektorer i flere lande.

Fortsætter investeringer

Villads Thomsen informerer videre om, at Interacoustics i disse år bruger kræfter på at udvide forretningsområdet.

Det sker blandt andet inden for rehabiliteringsområdet, hvor man agter at styrke sin position på balanceområdet gennem virtual reality-baserede løsninger til genoptræning. Løsningerne er henvendt til neurologiske patienter og personer med svimmelhedsproblematikker. Hvor man hidtil primært har beskæftiget sig med diagnostik, er behandlingsområdet nyt for Interacoustics, og Villads Thomsen beretter om "meget lovende" respons.

Han fortæller, at virksomheden desuden investerer i udvikling af AI og mulighederne for at understøtte mere præcis diagnostik med værktøjet.

Interacoustics er stiftet i 1967 og er i dag ejet af Demant, hvor selskabet indgår i Diagnostics-forretningsbenet.

Virksomheden har i dag cirka 800 ansatte på verdensplan og omkring 200 i Danmark. Interacoustics' produktion foregår mestendels i Polen, mens man udvikler og producerer prototyper i hovedsædet i Middelfart.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064