Kamstrup hygger sig bag Trumps toldmur: Vi skal så vidt muligt producere i USA

Det er efterhånden begyndt at ligne en rigtig god idé, at målervirksomheden Kamstrup for godt et år siden rykkede ind i en ny og større fabrik i den amerikanske delstat Georgia.
USA har sidenhen skiftet præsident Joe Biden ud med Donald Trump, som har indledt en handelskrig mod stort set samtlige af landets historiske allierede – heriblandt EU.
Handelskrigen er imidlertid søndag blevet afløst af en våbenhvile i form af en rammeaftale, hvor EU går med til at fjerne tolden på amerikanske varer. Trump har til gengæld sluppet ambitionerne om told på europæiske varer på 30 pct. og slået halv skade med 15 pct.
Produktion udvidet i USA
Men Kamstrup har både flyttet en stor del af sin egen produktion og en række partnere til USA, hvilket gør, at virksomheden trods sit danske islæt kan hygge sig fint på indersiden af toldmuren mellem EU og USA.
Søren Kvorning, som er administrerende direktør for virksomheden, fortæller, at man har haft succes med at købe mere ind i USA og producere til amerikanske kunder derovre.
- Omkring 65-70 pct. af det, vi samler i USA, bliver produceret i USA. Derfor er vi mindre afhængige af (fordelagtige, red.) toldsatser, end vi var for et år siden, siger han.
På denne her måde bliver vi en vigtig kunde, samtidig med at vi hjælper en partner med at etablere sig i USA. Søren Kvorning, administrerende direktør for Kamstrup
I juni kunne Kamstrup melde ud, at man havde gjort plads til den danske virksomhed ETK på virksomhedens fabrik. ETK producerer nogle af de printplader, som indgår i samtlige af Kamstrups målere.
Kamstrup overvejede i første omgang at finde en lokal leverandør af printpladerne, men kunne hurtigt se, at man stod med udsigt til at blive en relativt lille kunde for en større amerikansk producent.

- På denne her måde bliver vi en vigtig kunde, samtidig med at vi hjælper en partner med at etablere sig i USA, forklarer Søren Kvorning.
Og så ønsker kunderne simpelthen at købe lokalt, siger han.
- Vores amerikanske kunder ønsker at købe noget, som er produceret i USA.
- Det giver også den fordel, at vi producerer tættere på vores kunder. Det giver kortere leveringstid og en mere sikker forsyning, siger Kvorning.
Told slår usikkerhed
Rammeaftalen mellem EU og USA blev præsenteret søndag og har siden fået kritik for at ligne en sejr til Trump fremfor EU.
En række amerikanske varer som motorcykler, stål og whisky er hidtil blevet fortoldet med op mod 25 pct. i EU, men det er EU-Kommissionen gået med til at droppe, mens USA indfører en 15 pct. told på varer fra EU til USA.
Dansk Industri kalder aftalen ”langt fra, hvad vi havde drømt om”. Jacob Funk Kirkegaard, som forsker ved den belgiske økonomiske tænketank Bruegel, kalder det over for Politiken for en ”frygtelig dårlig aftale,” som ”underminerer EU’s handelspolitik”.
Hovedpunkterne i rammeaftalen mellem USA og EU
- USA lægger en grundtold på 15 procent på varer, der bliver importeret fra EU. Tidligere truede USA med 30 procent told fra 1. august. Den brede toldsats på 30 procent undgås nu.
- USA fastholder en told på stål og aluminium på 50 procent.
- Som led i aftalen skal EU købe energi af USA for 750 milliarder dollar i de kommende år. Derudover vil europæiske lande foretage investeringer for 600 milliarder dollar i USA, sagde Trump. Blandt andet ventes store våbenindkøb i USA.
- Aftalen skal fortsat godkendes af EU's medlemslande, hvis ambassadører mødes mandag.
- Der mangler tekniske forhandlinger, da der endnu er en del detaljer, der skal fastlægges nærmere. Aftalen omtales som en "ramme".
Ritzau
Hos Kamstrup er man imidlertid glad for, at der forhåbentlig kommer ro på tingene.
De seneste seks måneders raslen med toldsablen har skabt usikkerhed for erhvervslivet, der ikke har vidst, om deres varer pludselig bliver 30 pct. dyrere at afsætte i USA med kort varsel.
- Jeg bliver aldrig nogensinde glad for en 15 pct. told fra Europa til USA. Det bifalder jeg på ingen måder, men jeg håber og tror på, at det, der er blevet lavet en aftale om, kan give stabilitet og forudsigelighed, siger han.
Kan flytte mere til USA
Målervirksomheden producerer stadig en række af sine produkter i Europa, da de produceret i så begrænset oplag, at det ikke har givet mening at flytte det over på den anden side af Atlanten.
- Er der noget af det, som giver mening at producere i USA på grund af toldsatser? Noget af det vil helt sikkert blive opskaleret, siger Søren Kvorning.
Tolddramaet har dog også betydet, at virksomheden ser muligheder i at udforske andre markeder.
- Noget af omstillingen går på, hvordan vi bliver bedre til at producere til USA, men noget af det handler altså også om at afsøge andre markeder, såsom det europæiske, siger Søren Kvorning.
Kamstrup er en dansk producent af intelligente måleløsninger til vand, el og varme med hovedsæde i Stilling i Østjylland. Virksomheden blev grundlagt i 1946 og har i dag flere end 1.500 ansatte på globalt plan.