23948sdkhjf

Indtjeningsrekord ikke nok for EET-direktør

EET Koncernens netop offentliggjorte årsregnskab for 2013 viser indtjeningsrekord på driftsresultatet og fremgang i såvel omsætning som driftsindtjening. Direktøren er dog ikke helt tilfreds.
Med en nettoomsætning på knap 1,6 milliarder kroner og et primært resultat fra driften (EBITA) på 109 millioner kroner har EET Group igen i 2013 præsteret vækst i både omsætning og indtjening.

Omsætningsstigningen er opnået dels via opkøb og dels via organisk vækst i et marked, der har været særdeles vanskeligt for de kerneområder, som dækker IT-produkter og forbrugerelektronik, lyder forklareingen i en pressemeddelelse fra EET.

- Resultatet taler for så vidt for sig selv. EET har nu for 12. år i træk forbedret driftsindtjeningen, og med de nuværende markedsvilkår må det betragtes som tilfredsstillende. Men når det er sagt, så må jeg indrømme, at jeg havde håbet på et højere indtjeningsniveau end de 109 millioner kroner. Jeg mener, at vi i de senere år har udviklet vores produktportefølje betragteligt, og samtidig har vi investeret meget i at udvikle nye forretningsområder og koncepter, men afkastet herfra er altså endnu ikke på det niveau, jeg ønsker. Derfor betragter jeg regnskabet som godkendt på et acceptabelt niveau – men vi skal forbedre os endnu mere, siger Group VEO John Thomas om årets resultat.

Opkøbi 2013
EET Group købte i marts 2013 aktiviteterne "Digital TV" og "Living" af den danske virksomhed Kjaerulff 1, for at styrke sin produktportefølje inden for Home Entertainment og Lifestyle Electronics, som er ét af koncernens fire kerneforretningsområder.

I september 2013 overtog EET Koncernen aktiviteterne fra den østrigske kabeldistributør Kaminek, og i december 2013 erhvervedes aktiemajoriteten i Clint ApS, som er en dansk producent af digitale A/V-produkter.

Store vækstmuligheder
Hverken tempo, ambitioner eller forventningerne til dette års resultat skal der geares ned for ifølge John Thomas:

- Vi har stadig masser af områder, hvor vi kan vækste forretningen. De senere år har vi for eksempel introduceret en række nye forretningsområder, hvor vi stadig kun har opnået en begrænset markedsandel, og derfor ser et betydeligt vækstpotentiale. Specielt på forretningsområder som ”Surveillance & Security” og "PoS & Auto ID” har vi ret ambitiøse forventninger til at skulle vækste. Begge disse forretningsområder har allerede udvist en fantastisk udvikling i 2013, og jeg er helt overbevist om, at det vil fortsætte.

- Vi har gennemført mere end 20 akkvisitioner i min tid som direktør, den seneste i januar måned 2014, hvor vi investerede i den engelske distributør EAF Supply Chain med 80 ansatte. Vores mål er at gennemføre 2-3 opkøb om året, tilsvarende det vi gjorde i 2013. Det vigtigste er dog, at vi til enhver tid evner at skabe en organisk vækst, der overstiger den generelle vækst i markedet – så vi skal tage markedsandele hver eneste dag, fortsætter John Thomas, som slutter med en kommentar om de fremtidige vækstambitioner:

- For to år siden proklamerede vi, at vi inden for et par år skulle nå et omsætningsniveau på DKK 1,5 mia., det har vi nu mere end opfyldt. Næste mål er at runde en omsætning på DKK 2 mia., der dog blot skal ses, som en mellemstation på vej mod de DKK 3 mia. For der er stadig et stort uforløst potentiale i både markedet og vores virksomhed. Så et præcist svar på spørgsmålet, kan jeg ikke give.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094