For første gang i industrimessens historie har udstillerne haft lejlighed til at indsende deres nyheder til officiel bedømmelse og godkendelse. Resultatet foreligger nu i form af 214 godkendte nyheder, som er tildelt fra én til tre stjerner alt efter nyhedsværdi.
22 verdensnyheder- Jeg glæder mig over, at vi nu har fået nyhederne frem i lyset. Det vil med sikkerhed medvirke til at give et gevaldigt løft til HI Industri 2007, da det er en kendsgerning, at industriens fagfolk går målrettet efter nyheder. Hele processen omkring indsendelse og bedømmelse af nyhederne er forløbet perfekt, siger formanden for HI Industri's messekomité, salgsdirektør Steen Bergstrøm, Kemppi A/S, og tilføjer, at 22 af de trestjernede nyheder tilmed har opnået betegnelsen "Verdensnyhed". Det betyder, at nyheden ikke har været markedsført eller vist på en international messe før 1. april 2007.
- Fra udstillerne har vi kun modtaget positive tilkendegivelser om nyhedsbedømmelsen, som har været i særdeles gode hænder hos kompetente eksperter. For hver af de otte "messer i messen", som udgør HI Industri 2007, har der været nedsat et separat bedømmelsesudvalg bestående af en person, som arbejder i og har stort markedskendskab til den pågældende branche og en uvildig udefrakommende ekspert. Vi har haft fine kriterier og en meget objektiv procedure. Med de mange spændende nyheder får Skandinaviens største industrimesse nu en ekstra dimension, og jeg har derfor virkelig store forventninger til messen, slutter messekomitéens formand, Steen Bergstrøm.
Den "messe i messen", som byder på flest godkendte nyheder, er Automation med hele 126 nyheder, heraf 16 verdensnyheder. De øvrige nyheder fordeler sig således: Electronics 29, Logistics 20, Welding & Cutting 12, Working Environment, Tools & Cleaning 14, Subsuppliers 7, Innovation 3 og IT 3.