23948sdkhjf

GPV køber jysk elektronikproducent

GPV køber elektronikproducenten BHE i Horsens. Det oplyser de to selskaber i en fælles pressemeddelelse, hvor købet betegnes som en del af førstnævntes vækststrategi.

- Vi følger en ambitiøs vækststrategi, der skal løfte vores omsætning fra 850 millioner kroner (2015) til 1,5 milliarder kroner i 2020. Væksten skal komme dels fra organisk vækst, dels fra etablering af produktion i Mexico, som vi er i fuld gang med og dels fra opkøb, forklarer adm. direktør Bo Lybæk fra GPV.

En god position
BHE blev etableret i 1984 og har i en årrække omsat for ca. 100 millioner kroner fortrinsvis via salg til det danske og tyske marked. Virksomheden har været ejet af Bjarne Stenberg og Poul Martin Bøtker, der har fungeret som henholdsvis bestyrelsesformand og adm. direktør.

De to ejere har på det seneste overvejet deres ejerskab af virksomheden:

- Vi har en god position i Danmark og i Nordtyskland, men er bevidste om, at hvis vi for alvor skal vækste internationalt, så skal der nye og relativt store investeringer til. Her har GPV den rette størrelse og teknologiske formåen, og det glæder os, at GPV nu skal løfte vores kunder og deres produkter videre til næste niveau, siger Poul Martin Bøtker.

Udover produktionen i Horsens, der tæller ca. 70 medarbejdere, har BHE også produktion i Kina. BHE’s aktiviteter forventes efter opkøbet, at blive integreret ind i GPV’s platform:

- BHE’s nuværende danske produktion udgør størstedelen af omsætningen, mens BHE’s kinesiske produktion udgør resten. Ved en integration af aktiviteterne opnår vi en bedre kapacitetsudnyttelse, og det er helt afgørende for, at vi kan opnå de nødvendige synergier og styrke vores konkurrencekraft, forklarer Bo Lybæk

Intet overlap af kunder
GPV’s speciale ligger især inden for produktion af mekatronik, dvs. kombinationen af elektronik og mekanik, og beskæftiger godt 1.100 medarbejdere i Danmark, Mexico og Thailand. I Danmark er mekanikproduktionen koncentreret i Tarm, mens produktionen af elektronikprodukter ligger i Aars. Det er således særligt Aars-aktiviteterne, som BHE komplementerer.

Alligevel er der dog ikke tale om et overlap af hverken produkter eller kunder, og derfor ser Bo Lybæk BHE som et godt match for GPV:

- BHE ligger i top 5 i Danmark inden for elektronikproduktion og er kendt for produktion af mindre og mellemstore elektronikserier af høj kvalitet. BHE er særligt fokuseret indenfor SMT-produktion, og det er netop her, at vi ser nogle vækstmuligheder i de kommende år. Derudover har BHE et godt tag i specielt det nordtyske marked, hvor vi også ser nogle gode vækstmuligheder. Ikke mindst derfor ser vi BHE som en perfekt mulighed for konsolidering på det nordeuropæiske marked, forklarer GPV-direktøren.

Schouw & Co. understøtter vækstrejse via aktivt ejerskab

GPV's køb af BHE kommer mindre end et år efter, at ejerskabet af GPV overgik til det danske industrikonglomerat Schouw & Co. i Aarhus. Schouw & Co. har mulighed for hurtigt og effektivt at sætte turbo på væksten via et aktivt ejerskab og langsigtede investeringer.

GPV er særligt stærke inden for elektroniske og mekaniske delløsninger og færdige produkter (box-build) og producerer i alt ca. 4.500 forskellige produkter, der løbende produceres til omkring 300 kunder. Kundemassen består fortrinsvis af OEM’er inden for cleantech, instrumenter & industri, medico samt marine & forsvarsindustri, og vækstpotentialet er stort inden for flere af GPV's og BHE's specialområder.

GPV's køb af BHE har virkning fra 1. marts 2017. Schouw & Co. offentliggør årsrapport for 2016 den 10. marts og købet af BHE vil indgå i forventningerne til 2017, som offentliggøres ved samme lejlighed.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141