23948sdkhjf

Nordjyske skoleelever i robot-kamp

Aalborg Universitet vil skærpe skoleelevernes interesse for naturvidenskab, teknik og it gennem en robotkonkurrence.
Nordjyske folkeskole- og gymnasieelever får lov at eksperimentere flittigt med robotter og programmering, når Aalborg Universitet den 7. maj inviterer til robot-kamp.

Eleverne har på forhånd bygget deres robotter med henholdsvis Lego Mindstorm eller Parallax, og derefter skal de i bedste sumo-bryderstil mødes i ringen og forsøge at skubbe modstandernes robot ud.

Studerende hjælper skolerne
- Konkurrencen skal vække de studerendes nysgerrighed for naturvidenskab, teknik og it, samt skabe opmærksomhed omkring AAU og den forskning indenfor blandt andet robotteknologi, som foregår her. Det skal også ses som en reaktion på de små årgange, som i de senere år er blevet optaget, forklarer Flemming Schøler, Ph.D.-studerende ved institut for elektroniske systemer på Aalborg Universitet.

I alt 12 hold fra landsdelens folkeskoler og seks hold fra gymnasierne (både almene og tekniske) er med i konkurrencen. De bygger hver en robot til konkurrencen med assistance fra en række ”piloter” fra universitet, der kan hjælpe til med fx programmeringen af robotterne.

- Jeg har fem studerende fra andet semester, som tager sig af disse opgaver. Det drejer sig om to studerende fra elektronik og it, som tager ud på skoler. De kender Lego Mindstorm, da vores studerende selv har en Lego-konkurrence på det første år af uddannelsen. Til gymnasierne bruger vi tre studerende fra internetteknologier og computersystemer, siger Flemming Schøler.

Vil udvikle egen robotplatform
Netop programmeringen af robotterne er blandt de aspekter, som har givet størst udfordringer ude på skolerne.

- Nogle skoler har brugt Lego i undervisningen, hvor de har lavet robotter, som fx skal køre fem cm frem, dreje 90 grader til venstre, osv. I denne konkurrence anvendes kontrolteori. De skal bruge sensorer til fx at bestemme, hvor modstanderen er og til at detektere kanten af ringen. Det er på baggrund af data fra disse sensorer, at hjulene skal styres. Derfor er det abstrakt for elever, og lærere, selvom konkurrencen er simpel, og udfordringen ligger faktisk tæt på noget af det, vores studerende arbejder med, lyder det fra Flemming Schøler.

Det er første gang, Aalborg Universitet afholder konkurrencen, og det er planen, at kunne udvide den i fremtiden. Blandt andet håber Flemming Schøler, at det bliver muligt at udvikle en egen robotplatform til gymnasierne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11