23948sdkhjf

Dansk sonarteknologi skal opdage oliekatastrofer

Ny og banebrydende sonarteknologi kan for første gang give et detaljeret billede af olie i vandsøjlen og på havbunden. Dermed kan olieudslip opdages hurtigere og oprensning blive mere effektiv.
Ulykken med platformen Deepwater Horizon i Den Mexicanske Golf er en af de største oliekatastrofer i verden. Mere end 4,9 mio. tønder råolie løb ud i havet. Efter en stor indsats er det nu anslået, at ca. 0,8 mio. tønder olie er blevet opsamlet. Mere end 4 mio. tønder råolie er aldrig opsamlet.

En af årsagerne er, at der er brugt opløsningsmidler, som får olien til at synke og blande sig med vand. En anden er, at en af de store udfordringer i oprensningen er, at finde olien i et stort, dybt hav. Eksperternes viden om olielæk på dybt vand er stadig mangelfuld.

Muligt at opdage oliespild
En pålidelig detektion og kortlægning af olie i havvand vil have revolutionerende virkning på, hvordan olieudslip kan opdages og på, hvor effektivt olien kan opsamles efter et uheld – til gavn for fiskeriet, kyststrækningerne og miljøet generelt.

Et konsortium bestående af Reson A/S og Center for Energy Resources Engineering fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU-CERE) har fået Højteknologifondens godkendelse af et projekt, som skal resultere i en effektiv metode til at afbilde olie i vandsøjlen. Det vil give olieselskaberne og myndigheder mulighed for at opdage olieudslip – og det vil give muligheder for at oprense mere effektivt efter et uheld.

Nye olieforekomster findes i dag ofte på dybt vand og ofte i områder, der er særligt sårbare over for olieudslip. Det gælder fx Grønland, hvor der netop er fundet olie i ca. 500 meter havdybde.

Pålidelig detektion
Fundet af olie i grønlandske farvande øger nødvendigheden af effektive metoder til at lokalisere olie i vandsøjlen, så en effektiv olieoprensning kan igangsættes i tilfælde af udslip.
Der findes p.t. ingen effektive metoder til at afbilde olie i vandsøjlen eller på havbunden.

I projektet vil CERE DTU Kemiteknik udvikle en model af olieforurenet havvand, og baseret på denne model vil Reson A/S i samarbejde med CERE DTU Informatik udvikle en effektiv detektionsmetode, som baseret på sonarteknologi kan lave en pålidelig detektion og derved kortlægning af de olieforurenede områder.

Projektet varer i tre år. Højteknologifonden støtter med 10,2 mio. kr. ud af et samlet budget på 17 mio. kr.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078