23948sdkhjf

Lars Marcher taler ud: De store aktionærer troede, at jeg havde kræft

Der har været stille fra Lars Marcher, siden han i maj højst overraskende blev fyret fra stillingen som topchef i Ambu. Nu har han indvilget i at stille op til interview, og over tre sider i dagens Jyllands-Posten sætter den tidligere Mr. Ambu ord på, hvordan han oplevede fyringen.

Det sendte chokbølger gennem markedet, og aktiekursen styrtdykkede, da Ambu den 10. maj sendte topchefen gennem ti år på porten. Forklaringen lød på daværende tidspunkt, at man i Marchers afløser på posten, José Juan Gonzales, havde fundet den rette mand til at føre selskabet ind i næste vækstfase, blandt andet på grund af Gonzales’ store indsigt i det amerikanske medico-marked.

Til Jyllands Posten fortæller Lars Marcher, at han var ”surrealistisk chokeret” over at blive fyret på en måde, som han kalder meget dramatisk. I månederne efter var Marcher tavs, og det gav anledning til spekulationer blandt både medier og investorer. Et rygte, der er gået igen, er, at Lars Marcher igennem længere tid havde været på kollisionskurs med bestyrelsesformand Jens Bager, men de spekulationer må ifølge Lars Marcher stå for folks egen regning. Ifølge Marcher kan det tælles på mindre end én hånd, hvor ofte der de seneste fem år har været konflikter mellem ledelse og bestyrelse i Ambu.

Jeg har gjort mit ypperste

Derfor var Lars Marcher heller ikke selv forberedt på fyringen, som han kalder enormt overraskende, ligesom han peger på, at timingen var mærkelig og processen uforståelig. Han understreger, at han til fulde respekterer bestyrelsens beslutning og ret til at føre den ud i livet, men han er ikke desto mindre ærgerlig over måden, det foregik på. Han forstår nemlig godt, at det har ført til spekulationer.

- Jeg tror, at der blev tænkt det meste. De store aktionærer troede, at jeg havde kræft. De troede, at det var bestyrelsens måde at beskytte mig på. Det viser jo, hvor crazy det var. Når man tager sådanne beslutninger, så skal man have sin kommunikation på plads, siger Lars Marcher til JP.

Lars Marcher fortæller, at den interne forklaring var enslydende med den eksterne om, at der skulle nye kræfter til. Når han er ærgerlig over måden, det foregik på, skyldes det blandt andet, at Marcher også selv havde haft de tanker og endda luftet dem i selskabet. Planen var at køre Ambus 2020-strategi til ende og derefter give depechen videre, men i stedet måtte topchefen altså se sig detroniseret før tid.

Siden fyringen har Lars Marcher takket nej til to CEO-poster i USA. Han er nemlig lige blevet farfar, og selvom han ikke udelukker en fremtid som topchef, er planen i første omgang at gå den professionelle bestyrelsesvej. De seneste ti år ser han tilbage på med stolthed.

- Jeg føler i dag, at jeg kan se mig selv i spejlet og sige, at det har været en fantastisk tid. Jeg har gjort mit ypperste, og jeg er enormt stolt af min tid i Ambu, slår han fast.  

Læs mere om: Ambu
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094