23948sdkhjf

Tronex-direktør efter regnskabsdyk: For mig er det små udsving

Hos elektronikproducenten Tronex viser seneste - forskudte - regnskab 2018/2019, at virksomheden er gået fra et bruttofortjeneste på godt 23 mio. kr. i forrige regnskabsår til i seneste regnskab at lande på godt 19 mio. kr. 

Årsresultatet er gået fra 3,6 mio. til 2,5 mio. 

Det er ikke noget, der får selskabets ejer og administrerende direktør op af stolen.

- For mig er det små udsving. I det nuværende regnskab, som vi er halvvejs igennem nu, ser det meget bedre ud. Så det går frem og tilbage, siger Stig Nielsen i en kommentar til Electronic Supply. 

Mangel på komponenter
Selskabet oplyser ikke deres omsætning, men til Electronic Supply har Stig Nielsen oplyst, at tilbagegangen i omsætningen ligger på omkring 6 pct. Året før var der omvendt en fremgang på 9 pct. 

- Vi er jo heldigvis ikke styrede af ejere, der siger, de vil have 10 pct. afkast. Vi har en bundlinje, der kan betale vores drift og investeringer, og vi skal ikke ud at låne. Derfor er det tilfredsstillende, siger den administrerende direktør. 

Han uddyber, at det er mangel på komponenter, der har nappet en del af overskuddet. 

- Elektronikmarkedet har lidt under, at 30 pct. af de komponenter, der bliver produceret går til bilindustrien. Selv en lille bil kan i dag køre og bakke selv, og det tager noget elektronik. Man har rettet al skytset ind mod det bilindustrien kalder på. Vi - med vores industrielle elektronik - kommer i anden række, siger Stig Nielsen.  

- Vi har brugt tid på at finde alternative producenter
- Det er de keramiske kondensatorer, der er hovedårsag til udfordringen. Vi har haft ordrer på noget i et halvt år, og så tre uger inden vi skal modtage ordren og i gang med at producere, melder fabrikken ud, at de lukker serien ned.

Kan de godt bare gøre det? 

- Ja, det spørger jeg også om. “I kan bruge formuer på at reklamere til Formel 1-løb, og så kan I ikke holde styr på det her?” Det er nogle af de største firmaer i verden, men de magter ikke at holde fabrikanterne op på deres ordrebekræftelser.

Der opstod herefter et eksklusivt udbud og, ifølge Stig Nielsen, steg de få komponenter, der kom i udbud op mod 1000 pct.

- Vi har derfor brugt meget og kostbar tid på at finde alternative producenter.

Selvom overskuddet er mindre end ventet, bliver der stadig investeret massivt. Han fortæller, at der i den nuværende strategiplan er afsat et to-cifret millionbeløb til investeringer. 

- I gamle dage skulle vi sætte strøm til
Der vil blandt andet blive set på automatiseringer, efteruddannelse af de ansatte og en bedre lagerstyring samt et nyt ERP-system. 

Tronex har desuden satset på den nye såkaldte AOI-teknologi - en forkortelse for Automated Optical Inspection, der er en kamera-scanning i 3D, som tjekker om produktet er lavet korrekt uden at skulle teste det.

- I gamle dage skulle vi sætte strøm til for at se, om det virkede. Nu kan vi levere til kunden, uden at det er testet og have en fejlprocent på under 2 pct. Og vi arbejder hårdt på at fjerne de sidste fejl.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079