23948sdkhjf

Kobots går ind i Norge: - Det er et mega spændende marked

I denne uge er Kobots klar til at indtage Norge, når de første af virksomhedens kollaborative robotter rammer den norske byggesektor.

Det er første gang, at virksomheden forsøger sig i broderlandet, men der venter et potentielt stort marked, fortæller Kobots direktør Peter Hartvigsen til Electronic Supply.

- Vi mærker efterspørgsel i Danmark, men det skal man gange med en pæn faktor, når det kommer til Norge. De er sultne og fremme i skoene, når det kommer til digitale løsninger i byggesektoren, fortæller Peter Hartvigsen.

Kobots står bag cobot’en Amigo, der er en mobil skærerobot til plader, der modtager  opmålinger og automatisk skærer i  f.eks gipsplader direkte på byggepladsen.

De første maskiner lander i Norge i uge 35, og derfra tager det fart.

- Det er et mega spændende marked. Vi ved, at en stor del af vores fremtidige vækst kommer fra eksport, siger Peter Hartvigsen.

Fokus på arbejdsmiljø

Men hvad er det med Norge og de digitale løsninger? Hvorfor er de så sultne, som Peter Hartvigsen udtrykker det, efter at få robotter ud i byggesektoren?

Ifølge direktøren handler det om fokus på, hvad robotten kan gøre for arbejdsmiljøet. I Danmark er der tendens til fokus på bundlinje og effektivitet som argument for at introducere robotter, mens man i Norge taler om arbejdsmiljø som det første, forklarer direktøren.

- Vi har siddet til møder med kunder, hvor der deltog fysioterapeuter fra Bedriftssundhedsværket (Arbejdstilsynet, red), som led i at forebygge og optimere. Norge har en helt anden tilgang til arbejdsmiljø og en helt anden måde at nå deres brugere og borgere. Og der kan vores robot gøre en forskel, siger Peter Hartvigsen.

Og forskellen på det danske og norske fokus kommer i sidste ende an på penge, fortæller han.

- Nordmændene har en anden økonomi, og så er der typisk råd til at gå op i arbejdsmiljø, som det første. De fleste mennesker vil jo gerne gøre det gode, men der skal også være penge til det, siger han.

Det bevidste byggeri

Men udover fokus på arbejdsmiljø, er der også  opstået en bevidsthed om at få data ind i byggeriet – både i Danmark og Norge. Og data er vigtigt i den grønne omstilling, hvor flere fokuserer på at gøre byggeriet mere bæredygtigt og/eller i tråd med de 17 verdensmål.

- Hvis vi taler genanvendelse, er der mange virksomheder, der gerne vil have data på, hvor meget, hvor og hvilket spild, der er fra deres byggeri. Det data findes enten ikke eller i hvert fald i meget lille grad i dag, men det kan en robot som vores pludselig levere, forklarer direktøren.

Han fortsætter:

- Der mangler også dokumentation for, hvornår og hvor meget maskinerne kører, og det kan blive værdifuldt, hvis man gerne vil have en mere bevidst byggeproces. Og det kan en robot være med til at give et meget nøjagtigt billede på, siger direktøren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078