23948sdkhjf

Elretur i nye danske samarbejder

- For at øge andelen af elektronik, der genbruges, har Elretur indgået aftaler med flere lokale og landsdækkende samarbejdspartnere i form af kommercielle reparatører, der genbruger i samarbejde med Elretur, siger adm. direktør i non-profit organisationen Elretur, Morten Harboe-Jepsen i en pressemeddelelse. 

Formålet med aftalerne er at øge genbruget af elektronikaffald (Waste Electrical and Electronic Equipment, forkortet WEEE). Det overordnede mål er således at bidrage til den cirkulære økonomi og FN’s verdensmål 12 (ansvarligt forbrug og produktion) gennem forberedelse til genbrug (FtG) af genbrugsegnet elektronikaffald.

Tester, reparerer og klargør

Det bedste for miljøet er helt at undgå affald. Det næstbedste er direkte genbrug, når et produkt kan repareres eller måske blot renses, og derved forlade affaldskategorien og komme tilbage på markedet, som andre kan have fornøjelse af.

- Reparatørerne tester, reparerer og klargør brugte elektroniske produkter, så produkternes liv forlænges, og vi får mindre elektronikaffald. Dermed bidrager Elretur og reparatørerne til den cirkulære økonomi, som handler om at holde materialer og produkter i det økonomiske kredsløb med den højest mulige værdi længst muligt. Reparatørerne udfører reparationerne i overensstemmelse med de regler, som er på området, ligesom de stiller garanti overfor forbrugerne, siger Morten Harboe-Jepsen.

Med cirkulær økonomi åbnes mulighed for, at de ressourcer, som for eksempel en vaskemaskine eller pc, som ellers ville være endt som affald, kan gå tilbage i værdikæden og indgå i produktionen igen. Eller komponenterne fra for eksempel en mobiltelefon eller en vaskemaskine kan indgå som input i et helt nyt kredsløb. I mange år har vores økonomi været lineær.

- Vi udvinder råstoffer, fremstiller produkter, forbruger – og smider ud. Dermed går utrolig mange ressourcer tabt. Med cirkulær økonomi sikrer vi, at vi også i fremtiden har en nem adgang til de værdifulde ressourcer, lyder det fra Morten Harboe-Jepsen.

De reparatører, der genbruger i samarbejde med Elretur, skal opfylde en lang række krav for, at de kan genbruge elektronikaffald. Det drejer sig blandt om følgende:

  • Reparatøren skal have godkendelse til at håndtere elektronikaffald, som udtages af affaldsstrømmen.
  • Reparatøren er ansvarlig for at have alle relevante godkendelser til udførelse af arbejdet.
  • Reparatøren skal have de nødvendige tekniske kompetencer til at reparere og teste det omfattede elektronikaffald.
  • Kontrol og test skal dokumenteres og udføres i overensstemmelse med bl.a. reglerne for eksport af brugt elektronik og test af funktionsduelighed.
  • GDPR er beskrevet i Elretur databehandleraftale, som alle samarbejdspartnere i forbindelse med indgåelse af en aftale med Elretur underskriver.
  • Reparatøren skal sikre, at det solgte elektronik kan spores tilbage til reparatøren eller den virksomhed, som sælger det til slutbrugeren, og at det tydeligt fremgår, at de står for eventuelle returneringer og reklamationer. Herunder skal det tydeligt fremgå af salgs- og marketingsmateriale, at der er tale om produkter, der er blevet forberedt til genbrug. Data skal indberettes til Elretur, der overfor myndighederne er ansvarlig for indsamling og miljøoparbejdningen.
  • Reparatøren er forpligtet til følge Forbrugerombudsmandens til enhver til gældende retningslinjer samt den til enhver tid gældende lovgivning, herunder EU’s WEEE-direktiv.
  • Reparatøren er forpligtet til at efterleve Elreturs Code of Conduct og indarbejde den i sine forretningsprocesser og -rutiner samt videreformidle indholdet til relevante medarbejdere.

Kilde: Elretur

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.062