23948sdkhjf

Kinesisk dronegigant suspenderer salg i Rusland og Ukraine

DJI er det første større kinesiske selskab til at indstille salget i Rusland under invasionen af Ukraine.

Den store kinesiske droneproducent DJI Technology vil midlertidigt suspendere sine forretningsaktiviteter i Rusland og Ukraine.

Det oplyser selskabet i en meddelelse tirsdag.

Dermed bliver DJI det første større kinesiske selskab til at indstille salget i Rusland, siden landet invaderede Ukraine 24. februar.

- DJI er i gang med internt at genvurdere overholdelsen af en række betingelser i forskellige jurisdiktioner, lyder det i meddelelsen.

Droneproducenten tilføjer, at beslutningen ikke skal ses som et budskab til noget land. Den er i stedet blevet taget for at sikre, at DJI's droner ikke bliver brugt i krigen, forklarer selskabet.

Selv om en lang række vestlige firmaer har trukket sig ud af Rusland i protest mod krigen, så har mange kinesiske virksomheder valgt at blive.

På den måde har de lagt sig op ad den kinesiske regerings strategi om ikke direkte at kritisere Rusland på grund af invasionen.

Ukraine har under krigen beskyldt DJI for at lække oplysninger om landets militær til Rusland. De beskyldninger blev i sidste måned kaldt for "fuldstændigt falske" af DJI.

Inden droneproducenten afviste beskyldninger, meldte en stor tysk detailkæde ud, at den ville fjerne droneproducentens produkter fra hylderne.

Rusland har siden februar sendt titusindvis af soldater ind i Ukraine. Videoer på nettet har flere gange antydet, at de bruger DJI's droner i krigsførelsen mod ukrainerne.

Det samme gør sig gældende den anden vej rundt.

Et talsmand for DJI sagde i sidste måned, at selskabet ikke har været i stand til at bekræfte de oplysninger. Han tilføjede dengang, at DJI ikke har kontrol over, hvordan dets produkter bliver brugt.

DJI er verdens største producent af droner til privatpersoner og virksomheder.

/ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109