23948sdkhjf

Det går ikke så ringe i Ringe: - Man kan blive nødt til at satse en gang imellem

Efter en række magre år lykkedes det den fynske elektronikvirksomhed Daugaard Elektronik at komme ud af sidste regnskabsår med et overskud på over 2 millioner kroner.

I mellemtiden er der løbet en del vand i åen. For i begyndelsen af året valgte man at splitte Daugaard Elektronik op i to, hvor Daugaard Elektronik fortsætter som EMS-, udviklings- og montagevirksomhed og Wilddetect, der laver såkaldte Bird Alerts, blev et selvstændigt firma.

At et af forretningsbenene blev fjernet kan også ses i virksomhedens seneste regnskab, hvor årsresultatet lyder på 757.000 kroner. Hertil skal det siges, at man har ændret på den finansielle kalender, så det seneste regnskab kun dækker over ni måneder.

Derfor er det en tilfreds direktør og ejer af Daugaard Elektronik, Jørgen Daugaard, der ser tilbage på det seneste regnskab.

- Tallene ser fine ud i forhold til omsætning, så overordnet er vi tilfredse med resultatet. Men det er klart, at når man splitter forretningen op, så går det ud over tallene, siger Jørgen Daugaard.

Jørgen Daugaard kan fortælle, at de har haft rigeligt at se til.

- Vi har haft rigtigt travlt, og i foråret ansatte vi en mere, siger Jørgen Daugaard og uddyber, at der nu er seks fuldtidsansatte i virksomheden, der holder til i Ringe.

Svært at skaffe komponenter

Men på trods af travlheden og de tilfredsstillende tal, så er virksomheden også ramt af den globale komponentmangel.

- På det sidste er det blødt lidt op, men vi kæmper med at få komponenter hjem, og priserne og leveringstiderne bliver også påvirket af det.

Betyder det også, at det er sværere for jer at leve op til leveringstiderne?

- Det er i hvert fald blevet sværere at give en forecast på ordreleveringer, når vi ikke har komponenterne hjemme. Men så snart de er hjemme, så kan vi overholde det, vi har lovet, siger Jørgen Daugaard.

I lyset af udfordringerne med at skaffe komponenter, har de måttet være kreative i deres søgen.

- Det er en kamp at få de rigtige komponenter hjem, og vi har været nødt til at gå alternative veje for at få de rette komponenter hjem. Men det er et eller andet sted et gamble at finde en pålidelig leverandør. For typisk tager det noget tid, før vi kalder en leverandør pålidelig, men man kan blive nødt til at satse en gang imellem, hvis vi vil have varerne hjem, siger Jørgen Daugaard.

Med komponent-vanskelighederne i baghovedet har Jørgen Daugaard derfor også svært ved at spå om fremtiden.

- Vi holder kadencen indtil nu, men det er svært at spå om fremtiden, så jeg tør ikke se halve eller hele år frem i tiden. Det seneste kvartalsregnskab så fint ud, men vi tager en dag ad gangen. Når ingen kan fortælle os, hvordan fremtiden ser ud, bliver vi nødt til at gøre det sådan, lyder det fra Jørgen Daugaard.

DAUGAARD ELEKTRONIK ApS
Regnskabsår 2021/2022* 2020/2021
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 2,9 6,6
Resultat af primært drift 1,1 2,7
Resultat før skat 0,97 2,6
Årets resultat 0,76 2,1
Balancestatus 3,4 4,9
Egenkapital 1,1 3,2
Antal ansatte 6 5
*Tallene for 2021/2022 dækker kun over 9 måneder. Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Læs mere om: Daugaard Elektronik
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.424