23948sdkhjf

Horsens-EMS'er fortsætter i vækstsporet trods svært komponentmarked: - Vi står helt klart bedre end for et halvt år siden

Det er godt et år siden, at Horsens-EMS'eren BB Electronics blev solgt til norske Kitron.

Forleden kunne nordmændene så fremvise årsrapport, hvor de over hele linjen oplevede fremgang. En del af denne fremgang skyldtes opkøbet af BB Electronics, lød det.

Tilbage i Horsens er direktør i BB Electronics, Carsten Christensen, glad for det 2022, der er gået. For ikke nok med, at de kunne leve op til forventningerne og levere en omsætning i stil med året før, så har EMS'eren formået at skrue yderligere op.

Uden at komme specifikt ind på tallene, så kan Carsten Christensen fortælle, at de oplevede cirka samme procentvise omsætningsfremgang som året før. Det vil altså sige omkring 50 procent højere end 2021-omsætningen på lige godt 1 milliard kroner.

Carsten Christensen fortæller til Electronic Supply, at væksten er hentet over hele linjen.

- Det er en bredt funderet vækst, som kommer af, at vi har været fokuserede på at sikre forsyningssikkerheden sammen med kunderne.

Han fortæller videre, at det primært er samarbejdet med eksisterende kunder, der har båret fremgangen.

- Vi er ikke voldsomt fokuserede på at skaffe nye kunder, så det er eksisterende kunder, vi har vækstet med. Vi gør meget ud af at servicere de kunder, vi har, og få vækst i samarbejdet med dem, siger Carsten Christensen.

Ude i god tid

Samarbejdet med kunderne indebærer blandt andet, at man har sørget for at få ordrer ind i god tid, så man har kunnet sikre de rette materialer i et svært forsyningsmarked.

Netop komponent- og forsyningssituationen har de arbejdet hårdt på at løse.

- Vi tog nogle beslutninger i starten af 2021, som gjorde, at vi har været tidligere i gang med at sikre materialer. Det har vi haft stor gavn af i både 2021 og 2022.

- Vi valgte at købe tidligere ind, end vi normalt gør. Det har gjort, at vi har haft bedre muligheder for at reagere på forsinkelser i forsyningskæden. Det har selvfølgelig kostet lidt at have mere på lager, men jeg tror på, at det er godt givet ud, siger Carsten Christensen.

En forbedret komponentsituation

I lyset af BB Electronics' løsninger på komponentsituationen har de stået bedre end mange andre, men alligevel er Carsten Christensen glad for, at der ser ud til at være lys for enden af tunellen.

- Komponentsituationen er forbedret meget, men der er stadig en række allokeringer. Men vi står på materialeforsyningen helt klart bedre end for blot et halvt år siden. Så der er absolut forbedring på komponenttilgængeligheden, siger Carsten Christensen.

Det får også direktøren til at se lyst på fremtiden og det indeværende år, der allerede er startet godt ud.

- Det ser rigtigt lovende ud. Vi fortsætter med at vækste med vores eksisterende kunder, og vi har en stærk ordredækning for hele året, samtidigt med at det er blevet lettere at få materialer, lyder det fra Carsten Christensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078