23948sdkhjf

"Den perfekte storm" ramte: - Set i det lys er det ikke specielt dårligt

Det seneste regnskabsår blev et svært et af slagsen for højttalerproducenten Dali.

Nørager-virksomheden kæmpede med høje fragtpriser, stigende energipriser og dalende købelyst hos forbrugerne, og det kunne mærkes i hele det forgangne regnskabsår, der sluttede i april.

Her gik Dali tilbage på bruttofortjenesten og gik tilbage til et resultat efter skat på 2,2 millioner kroner.

- Vi varslede allerede sidste år, at branchen kiggede ind i en opbremsning på forbrugersiden. Og udover det har fragtomkostningerne været ekstremt høje. Det er noget af det værste, jeg har set, siger CEO for Dali, Lars Worre, der kalder det for "en perfekt storm".

Alligevel er direktøren til trods for omstændighederne nogenlunde tilfreds med året, der gik.

- Set i det lys er det ikke specielt dårligt, lyder det fra Lars Worre, der desuden påpeger, at Dali-koncernens driftsresultat reelt er højere, end det fremgår af regnskabet, fordi omsætningen fra de udenlandske datterselskaber tæller med som en finansiel post frem for som en del af driften.

Dali A/S
Regnskabsår 2022/23 2021/22
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 72,2 79,2
Resultat af primær drift -6,7 0,4
Finansielle poster (inkl. kapitalandele i datterselskaber) 7,8 15,1
Resultat før skat 1,1 15,5
Årets resultat 2,2 18,2
Balancestatus 192,1 223,3
Egenkapital 91,7 91,4
Antal ansatte 101 100
Kilde: CVR

Marked i bedring

Lars Worre er dog stadig optimist. Han fortæller, at fragtpriserne nærmest er nede på nærmest samme niveau, som de var førhen. At det er blevet lettere at få de rette komponenter. Og at forbrugeradfærden på kvalitetslydmarkedet ikke er ramt på samme måde som massemarkedet.

- Vi blev ramt i det sidste regnskabsår, men det er begyndt at se bedre ud igen, siger Lars Worre.

Derfor satser Lars Worre og Dali på at øge sit resultat før skat med 8-10 millioner kroner sammenlignet med i fjor, og det går indtil videre den rette vej, fortæller han.

- Vi forventer et bedre resultat i år. Men vi går først ind i højsæsonen nu, så det er for tidligt at sige, at den er hjemme. For med krig flere steder i verden kan jeg godt blive småbekymret for, om folk sætter hænderne i lommerne og lader dem blive der i en længere periode, siger Lars Worre og henviser blandt andet til det for Dali vigtige tyske marked, hvor forbrugerne i mange tilfælde "er mere påholdende, når der er uro."

Resten af regnskabsåret og længere ud i fremtiden er håbet for Dali, at nye produktlanceringer, in-sourcing af produktion, forbedret forbrugertillid og lavere omkostninger til fragt forhåbentligt vil bane vejen for den planlagte resultatfremgang.

Ovenstående idéer til at fremtidssikre forretningen kan du læse mere om på Electronic Supply de kommende dage.

Om Dali

  • Etableret i 1983 af Peter Lyngdorf, der også har stiftet butikskæden Hifi Klubben.
  • DALI står for Danish Audiophile Loudspeaker Industries.
  • Beskæftiger samlet 275 medarbejdere, heraf omkring 100 i Nørager i Nordjylland.
  • Driver også en højttalerfabrik i Ningbo, Kina.

Kilde: Dali

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078