23948sdkhjf

Iværksætter vil bide skeer med Apple: - Jeg er gal i hovedet, men jeg elsker det!

Iværksætteren Lars Lemming har store ambitioner.

Med virksomheden Crowdtracking og forretningspartnere i Spanien står han bag et produkt og et system, der kan bruges til sporing af alt fra personer til tabte genstande.

- Jeg er gal i hovedet. Jeg ved det godt, men jeg elsker det! Jeg burde jo nok have sagt for fem år siden, at jeg tager de penge, jeg har, og forrenter dem i aktier og obligationer. Men det er processen, jeg synes, er spændende, siger Lars Lemming, der i mange år har været en del af modebranchen og desuden har beskæftiget sig med blandt andet varmepumper qua sin ingeniørbaggrund.

Kan bruges til Alzheimers-patienter

Crowdtracking har en række produkter, der alle har det til fælles, at de med en app kan trackes. Det kan for eksempel være et forsvundet nøglebundt.

På den måde minder teknologien om Apples Airtag. Det bekymrer dog ikke Lars Lemming, der med egne ord har et bedre produkt.

- Jeg er ikke nervøs for at bide skeer med Apple, for jeg kender vores og deres produkt, og vores er bedre, lyder det selvsikkert fra Lars Lemming.

Han hæfter sig også ved, at Crowdtracking skiller sig ud ved at have en bredere vifte at produkter. Blandt andet er de på markedet med et armbånd, der udover tracking-funktionen også inkluderer sensorer, der kan måle fald og temperatur- og fugtsvingninger, som kan bruges til at lede efter forsvundne Alzheimers-patienter.

Står på tre ben

I Crowdtracking har Lars Lemming bistået med faglig bistand til forretningspartnerne i Spanien i udviklingen af produkterne. Til gengæld har han sammen med sin danske partner Jann Kallehauge fået rettighederne til distribution af trackerne på de nordeuropæiske markeder.

Her ser han stort potentiale, fordi produktsortimentet spænder vidt.

- Vi spiller på tre heste. Vores egen webshop, B2B og gennem forhandlere, siger han.

Indtil videre er salget først for alvor i gang på egen webshop, men Lars Lemming forventer inden længe at komme ud til forhandlerne. På B2B-siden håber han at kunne komme i folden hos kurer-branchen, men ellers er det på pleje-området, han ser mest forretningspotentiale.

Her fortæller Lars Lemming, at Crowdtrackings produkter allerede er blevet godkendt som hjælpemiddel i Aarhus Kommune. Det er dog endnu ikke blevet til noget salg, fortæller han.

Crowdtracking får produceret chipsene til trackerne i Tyskland, mens produktet samles i Spanien, før det sendes til Danmark, hvor Lars Lemming og Jann Kallehauge distribuerer til de øvrige nordeuropæiske markeder.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109