23948sdkhjf

Sådan bruger virksomhed sine egne løsninger og hakker 70 procent af energiforbruget

De nyeste teknologiske løsninger gør, at ABB har kunnet spare massivt på energiforbruget. Ydermere skal solceller forsyne det ny domicil med strøm

ABB har så at sige taget sin egen medicin med sit nye domicil i Middelfart, som stod færdigt i 2023. 

Virksomheden har energioptimeret bygningen på kryds og tværs med nogle af ABB's egne sensorer og KNX's styringer, og resultatet er, at bygningens energiforbrug kun er på 647 MWh. Bygningen har fået et A+ energimærke.

De 647 MWh skal sammenlignes med et forbrug på 2.215 MWh i de to bygninger, som den erstatter. De to bygninger lå i henholdsvis Odense og Fredericia.

ABB har netop gjort forbruget op efter et år i den nye bygning.

Besparelsen udgør 71 procent, og på den måde demonstrerer ABB, at man kan komme rigtigt langt ved at optimere teknologien i en bygning.

- Vi har været i stand til at skære vores energiforbrug ned til under en tredjedel med hjælp fra de teknologiske og byggetekniske muligheder, der findes i dag, siger Allan Andreasen, forretningsdirektør for ABB Electrification.

- Vores domicil er forhåbentlig et eksempel, som kan inspirere andre virksomheder og organisationer, der nu og her står foran at skulle bygge nyt, siger Allan Andreasen.

- Vi har en "mission to zero" i ABB. Vi prøver at gøre alle vores sites så CO2-neutrale som overhovedet muligt. Vi vil skære ned i vores CO2-udledning, og det er vigtigere end tilbagebetalingstiden på investeringen.

Sensorer og styring

Det er ikke bare klimarigtige løsninger som LED-lys og kraftig isolering, som gør den nye bygning mere klimavenlig. Det er også brugen af sensorer og avanceret styring.

- Systemet tænder og slukker for udstyr og lys helt automatisk. Vi har blandt installeret moderne infrarøde sensorer, der registrerer, om der er mennesker i rummene. Hele den styring giver en enorm besparelse, siger Allan Andreasen.

- Som et kuriosum kan jeg fortælle, at systemet fungerer så godt, at vi slet ikke har fået nogen klager over lys, ventilation og varme, som man ellers ofte får. Det fungerer bare.

Solceller og batterier

Ydermere er der solceller på vej på taget af bygningen, som vil producere omkring 25 procent af den strøm, som bygningen forbruger.

- Vi har som udgangspunkt en tilbagebetalingstid på 9 år på investeringen, og det kan vi godt leve med, siger Allan Andreasen.

Efterfølgende har ABB besluttet også at investere i batterier, som kan opbevare overskudsstrøm.

- Vi får batterier på ialt 160 kWh. Det giver ikke nogen CO2-besparelse, men det betyder, at tilbagebetalingstiden på solceller og batterier kommer ned på 7 år. Der har vi regnet med en elpris på 40 øre. Hvis elprisen er højere, eksempelvis 60 øre, som den er nu, så kommer vi hurtigere i mål, siger han.

ABB investerer også i batterier, som kan hjælpe Energinet med frekvensreguleringen i elnettet. Det er en ret givtig investering.

Den ny bygning er i øvrigt udstyret med 22 elbils-ladere til personalet. Der er både AC-ladere og DC-ladere. Så her kan medarbejderne få deres elbiler opladet i løbet af dagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078