Skive-virksomhed har fået foden indenfor hos stort kommunalt projekt: - Det er stort
Standardfærgen tager så småt form. I hvert fald på papir.
Udbuddet blev sendt ud i midten af november, og så vil det vise sig i det nye år, hvilket værft, der løber med opgaven at konstruere de foreløbig fem færger i et standardiseret format.
Men allerede nu er nogle af projektets underleverandører på plads.
Det gælder blandt andet Skive-virksomheden Deif, der netop har offentliggjort deres rolle i projektet.
- Deif skal levere power control og alarm-overvågning til skibene. Da det er el-færger er det et avanceret system, siger Christian Nielsen, der er CEO i Deif til Søfart.
Hvor stor ordren bliver i kroner og øre, kan direktøren ikke sige.
Men han vil gå så vidt at sige, at det kommer til at skæppe godt i kassen hos Skive-virksomheden.
- Det er svært at sætte værdi på, da det afhænger af om alle færger bliver bygget – men det er stort. For os er det mere stolthed over at være med til netop de danske færger, lyder det fra direktøren, der tilføjer at han glæder sig til at komme i gang med opgaven.
Kritiske komponenter
Det udbud, der pågår lige nu, går på selve udformningen af færgen. Den store del af projektet.
Men allerede nu, er mindre dele af færgernes tekniske indretning faldet på plads.
Leverandørerne af de kritiske komponenter, de såkaldte A-komponenter, er nemlig afgjort i en anden udbudsproces. Og det er i den sammenhæng, at Deif blandt andet skal levere.
Det forklarer Søren Bach-Hansen, der er formand for de fem kommuner, der har sendt udbuddet afsted og dermed står som opgavens afsender.
- Værfterne er forpligtet til at anvende disse leverandører til aftalte priser og vilkår, forklarer han over for Søfart.
- Det skal blandt andet for at det bliver samme løsning for dem alle, og der opnås en besparelse, tilføjer han.
Kollektivet
Standardfærgen er skabt på et kollektivt grundlag, hvor de fem kommuner - Aalborg, Svendborg, Odder, Slagelse og Faaborg-Midtfyn - er gået sammen om at få skabt et fælles færgedesign i håbet om at høste stordriftsfordele både i forhold til sagsbehandlingen men også selve byggeriet og indkøbet.
En musketer-ed, har Søren Bach-Hansen tidligere kaldt det.
Det er derfor, at der allerede ligger en samlet pakke af underleverandører til værftet.
Men selvom færgen er tegnet og designet og udbuddet er sendt ud, er hele projektet stadig belagt med 'hvis' og 'måske'.
Hele projektet er en politisk proces, der trinvist skal godkendes i de respektive byråd. Derfor er det heller ikke fuldstændig sikkert, at færgerne får vand under kølen.
- Politikerne i de fem kommuner skal hver især sige ja. Det er sådan det er. Jeg kan ikke ikke sige, om det er nok at tre eller fire kommuner siger ja, men vi ser helst, at der er flest muligt, der tilslutter sig. Effekterne er nu en gang størst, hvis flest muligt deler fællesudgifterne, siger Søren Bach-Hansen.
Hvis planen holder, skal de fem byråd til maj træffe beslutning om, hvorvidt de købe færgerne og her - fire år efter - endelig give projektet grønt lys.
Deif holder til i Skive, har over 400 ansatte og omsatte i fjor for over 700 millioner kroner.