23948sdkhjf

Sensor-virksomhed flytter: - Vi sidder ikke bare på et loft og laver software

Holland, Sverige og Tyskland er på trapperne for Maacks, der med bedre rammer for alvor kan demonstrere sine produkter

Den sønderjyske sensor-virksomhed Maacks er flyttet i nye og større rammer.

I løbet af januar er virksomheden rykket ind på Tinggårdvej i Sønderborg, og det skal være med til at accelerere væksten på især de udenlandske markeder. Det siger CEO Hans Christian Pedersen:

- Vi får nogle nye muligheder, hvor vi kan invitere udenlandske kunder op og vise dem hands-on, hvad vi arbejder med.

Maacks står bag BrainyBins-sensoren, der i løbet af de seneste år har vundet indpas i flere danske kommuner. Sensoren bruges til at registrere hvor fyldte forskellige skraldespande er, og det kan optimere tømning hos forsyningsselskaberne ved hjælp af de softwareløsninger, som virksomheden tilbyder til brug sammen med sensorerne.

Hans Christian Pedersen fortæller, at man for tiden er på vej ind på markederne i Sverige, Tyskland og Holland og allerede er i gang i Norge.

Om Maacks' BrainyBins-sensor

Sensoren BrainyBins fungerer som en digital fuldmelder.

Sensoren i kombination med en softwareplatform giver kørselschefer i eksempelvis forsyningsselskaber overblik over, hvornår husstandsaffaldscontainere eller molokker er fulde. På den måde kan man spare kørsel til ikke-fyldte containere, og man kan hurtigt få tømt containere, der trænger til det.

Maacks har videreudviklet på den første BrainyBins-sensor og lancerede i 2023 deres radar-løsning.

Radarløsningen giver et mere fyldestgørende billede end bare en scanning af det øverste lag af affald. Dermed bliver sensoren ikke "snydt" af eksempelvis en pizzabakke, der ellers kan få en relativt tom container til at fremstå fyldt.

Potentiale i flere markeder

De nye omgivelser betyder, at Maacks går fra cirka 300 til 475 kvadratmeter indendørs. Men mere vigtigt går de fra en kontorbygning på første sal til at have eget udendørsareal. Det er her, demonstrationerne skal foregå, og det er der en pointe med.

Han fortæller, at man her blandt andet har plads til en 20 fods-container. Det er en helt anden størrelsesorden end nu, hvor man typisk leverer sensorer til husholdningsaffald, og således kan man demonstrere teknologien overfor potentielle kunder.

- Man skal til at sortere byggeaffald, og det er et nyt marked for os. Så det behøver ikke være forsyningsselskaber, vi har som kunder, for systemet er ikke begrænset til affaldsspande, siger Hans Christian Pedersen, der ser stor værdi i den fysiske interaktion med kunderne:

- Vi kan lettere vise, hvem vi er her. Udadtil kan man se, at der eksisterer en virksomhed, og at vi ikke bare sidder på et loft og laver software, siger han.

Plads til at vokse

I dag har Maacks 10 ansatte. Det tal vil vokse løbende, fortæller Hans Christian Pedersen. Hovedsageligt inden for salg og marketing.

Derudover består medarbejderstaben hovedsageligt af udviklere af løsningerne.

Hardwaren derimod bliver ikke produceret lokalt. Elektronikken bliver produceret hos en underleverandør i Kina, mens plastikken laves hos Trend Mould i Skals i Nordjylland.

Virksomheden havde i 2023 en bruttofortjeneste på 8 millioner kroner og en bundlinje på en halv million kroner. Regnskabet for 2024 er endnu ikke offentliggjort, men der kommer til at være fremgang på både top og bund, fortæller Hans Christian Pedersen. Det samme vil være tilfældet i 2025, siger han.

Hans Christian Pedersen ejer 30 procent af Maacks, mens stifteren, Esben Maack Brandt, ejer 70 procent. Virksomheden er stiftet i 2012.

Herhjemme tæller kunderne over 20 kommuner og forsyningsselskaber.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062