23948sdkhjf

Optimismen i branchen er væk: - Der er hele tiden en ny krise at forholde sig til

Produktionen i elektronikbranchen vokser en smule, men efterspørgslen falder stort

Optimismen i elektronikbranchen er fordampet, og branchen oplever en generel mangel på efterspørgsel.

Det står klart i den seneste kvartalsanalyse fra DI Digital, der er branchefællesskab for blandt andet elektronik og IT.

Elektronikbranchen gik ellers ind i 2025 med stigende efterspørgsel og en tro på, at udfordringerne med corona, komponentmangel og stigende renter var fortid.

Men branchen oplever nu, at efterspørgslen er fordampet, og 44 procent af virksomhederne ser nu den manglende efterspørgsel som en produktionsbegrænsning. I den seneste analyse fra februar 2025 var det kun 19 procent, der oplevede mangel på efterspørgsel som en produktionsbegrænsning.

Årsagen er simpel, fortæller Lars Rasmussen, fagleder for elektronik og kvanteteknologi hos DI Digital.

- Det handler om de geopolitiske forandringer og de usikkerheder, der følger med. Blandt andet krigen i Mellemøsten, told-trusler fra USA og handelskrigen mellem USA og Kina, siger Lars Rasmussen og fremhæver desuden stigende priser på kobber og guld som en udfordring for branchen.

Den nye normal

Gennem en årrække har elektronikbranchen været præget af udsving. Først kom pandemien og herefter en stor komponentmangel. Da den efterhånden var ovre, havde virksomhederne opbygget store lagre, der resulterede i en faldende efterspørgsel hos elektronikvirksomhederne.

Lageropbygningerne er begyndt at være udlignet, lyder vurderingen fra Lars Rasmussen.

- Det er blevet "the new normal", at der hele tiden er en krise at forholde sig til, siger han.

Den gennem længere tid svigtende efterspørgsel har en anden afledt effekt, der kan blive et problem på sigt.

- På grund af usikkerhederne har vi set, at virksomhederne har været tilbageholdende med at lægge lange ordrer. Og nu begynder vi at se, at komponentleverandørerne stopper produktionen og derved begynder at have længere leveringstider på nogle komponenter, siger Lars Rasmussen.

Fremgang i forsvar

Den nyeste analyse, der dækker over februar-marts-april, viser, at elektronikbranchens samlede produktion er vokset med 3,1 procent sammenlignet med samme periode i fjor. For den samlede industriproduktion - fratrukket medicinalindustrien - er tallet 4,7 procent.

Lars Rasmussen fortæller, at det blandt andet er den spirende optimisme fra seneste analyse, der er blevet omsat til produktion.

I det store hele er faglederens vurdering, at de danske elektronikvirksomheder er gode til at agere og finde sig til rette i den krydsild, der påvirker branchen i disse år.

Det er dog særligt i defense-området, hvor der fortsat er fremgang at spore. Leverandører til den grønne omstilling har det svært disse år, og det samme gør sig særligt gældende for virksomheder, der leverer til bilindustrien.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073