23948sdkhjf

Trods røde tal: Direktør vil fortsat ansætte med pengestærk ejerkreds i ryggen

Efter et hårdt regnskabsår fastholder Converdan-direktør Thomas Slivsgaard ambitionen om flere ansatte og nye markeder.

Mens 2024 blev et år til glemmebøgerne for converter-virksomheden Converdan, ser ejer Thomas Slivsgaard fortsat positivt på den kommende tid.

I fjor blev et stort overskud vekslet til et ditto underskud, men det skyldtes blandt andet en tabt ordre hos en stor kunde. Det har dog ikke fået direktøren til at ryste på hånden, lød det i den forbindelse.

Derfor har den sønderjyske virksomhed også fortsat med de investeringer, der i direktørens øjne er nødvendige for at fortsætte udviklingen i virksomheden, der producerer powerelektronik inden for segmenterne energilagring og ladestandere.

- Det er klart, at når man ser et tab, så revurderer man, om man skal slippe speederen en smule. Vi har selvfølgelig set på nogle mindre ting, men overordnet set har vi fortsat med investeringerne, fortæller Thomas Slivsgaard.

Her er der blandt andet tale om investeringer i produktudvikling i de hurtigtvoksende markeder, som Converdan begår sig i, ligesom der også er tale om markedsudvikling, hvor Converdan med nye folk i folden vil styrke kundetilgangen i blandt andet USA og Asien.

Investerer stadig

Thomas Slivsgaard fik i fjor Friis Group med som medejere i Converdan. Koncernen står bag badeværelsesmøbelvirksomheden Dansani og har en velpolstret pengepung. Det var blandt andet den nye ejerkreds, der var med til at dække 2024-tabet med en kapitalforhøjelse på 7,5 millioner kroner, efter Converdan kom ud af 2024 med et tab på over 10 millioner kroner.

Og det er også det, der gør Thomas Slivsgaard fortrøstningsfuld i forhold til at fortsætte med investerings- og vækstlysten i Vojens-virksomheden, der aktuelt har 35 ansatte på lønningslisten.

- Når vi kan fortsætte med investeringerne, så skyldes det også, at vi har en stærk ejerkreds. Vi har fået flere økonomiske muskler ind, og det har løftet virksomheden, siger Thomas Slivsgaard.

Sidste år nævnte du, at jeres mål var at nå 100 ansatte inden for tre til fem år. Er det stadig planen?

- Det er ikke i sig selv et mål at nå lige præcis 100, men det er stadig en mulighed. Det er klart, at sidste års resultat kan påvirke det, men så er det måske bare udskudt et år. Om vi bliver 100 er svært at spå om, men jeg forventer stadig, at vi har væsentligt flere kolleger om to-tre år. Jeg har i hvert fald hele tiden en fornemmelse af, at vi har mere end nok at se til, siger Thomas Slivsgaard.

De nye folk skal udover hjemstavnen i Vojens også placeres i København, hvor Converdan har et kontor. Desuden udelukker Thomas Slivsgaard ikke muligheden for på sigt at etablere flere satellitkontorer rundt om i verden.

Frisk udvidelse

Converdan er stiftet i 2013 af Thomas Slivsgaard. Virksomheden leverer convertere som bruges særligt inden for energilagring og elektrificering.

Produkterne bruges blandt andet til at omforme jævnstrøm til vekselstrøm og omvendt, og Converdan har en del kunder i markedet for elbil-ladestandere.

Virksomheden har hjemme i Vojens, hvor man i 2021 ibrugtog en ny fabrik.

Friis Group kom med i ejerskabet i 2022. Virksomheden fra Haderslev er særligt kendt for at stå bag virksomheden Dansani, der leverer produkter til badeværelser. Friis Group omsatte i seneste regnskabsår for over 800 millioner kroner og havde en egenkapital på 178 millioner kroner.

Thomas Slivsgaard ejer i dag 48 procent af Converdan.

I den første artikel om Converdan kan du læse om Thomas Slivsgaard, der forholder sig til tabet af en stor kunde, og hvordan han og virksomheden har tænkt sig at gøre for at undgå et lignende scenarie igen:

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047