23948sdkhjf

Millionunderskud efter fusion: Nu skal "perfekt match" bære frugt

Fusion har kostet røde tal, men ambitionerne er store hos aarhusianske Onics

Ambitionen er at blive en af Europas førende virksomheder på området for intelligente løsninger i hjemmet, men lige nu og her viser bundlinjen røde tal.

IoT-virksomheden Onics, der indtil for nylig hed Develco Products, opkøbte i fjor norske Datek Smart Home, og i april blev det fælles selskab omdøbt Onics.

I samme ombæring har man ændret regnskabsperiode, hvorfor det nyligt offentliggjorte regnskab dækker over halvandet år. Her hedder bruttofortjenesten 39 millioner kroner og bundlinjen -6,7 millioner kroner for den aarhusianske virksomhed.

Onics Denmark A/S
Regnskabsår 2023/2024* 2022/2023
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 39,3 29,8
Resultat af primær drift -3,6 4,0
Resultat før skat -9,2 2,1
Årets resultat -6,7 1,9
Balancestatus 104,6 109,4
Egenkapital 67,0 48,2
Antal ansatte 43 38
Kilde: CVR *Regnskabet dækker over 18 måneder

Driften har også givet et tab, men størstedelen af tabet kan henføres til omkostninger i forbindelse med fusionen, og derfor er det først nu, frugterne kan høstes. I praksis har det "gamle" Develco Products i mange år været white label-udbyder af IoT-hardware. Det drejer sig blandt andet om sensorer og gateways, som bruges af blandt andet forsikringsselskaber og energiselskaber.

Det tidligere Datek Smart Home står bag en softwareplatform, der kan organisere og overskueliggøre al det data, der opsamles. Dermed har Onics nu en alt-i-én-løsning:

- Hele formålet er at udvide værdikæden, så vi nu kan levere en komplet løsning. Det har i mange år været planen, at vi på et tidspunkt ville udvide med software, og så fandt vi det perfekte match, siger Karsten Ries, der har været direktør siden 2014.

Har kunder, men har brug for flere

Karsten Ries fortæller, at den primære opgave for Onics nu består i at få udbredt kendskabsgraden til virksomheden og dens løsninger. Man har i da salgsfolk i Storbritannien, Benelux, Tyskland, Danmark og Norge, men planen er at udvide til resten af Europa løbende.

Med fusionen, hvor man overtog samtlige medarbejdere i Norge, er der i alt 75 folk på lønningslisten.

- Det er klart en organisation, der er forberedt til fremtiden, når der begynder at komme store kunder, siger Karsten Ries.

Men hvad sker der, hvis de store kunder ikke kommer med det samme, har I så for stor en organisation? Kan I leve med ikke at tjene penge?

- Vi har jo kunder allerede. Endda kunder i store udrulninger. Så vi er ganske trygge ved vores fremtid, fordi vi ikke står nu og skal finde en kunde for at sikre omsætningen det kommende år. Men det det er klart, at hvis vi skal videre med vores målsætninger om tre-fire-fem år, så skal der flere kunder til. Det mener vi, vi kan realisere, siger Karsten Ries, der ikke sætter konkrete ord på de tal-mæssige ambitioner.

Han agter dog at blive "en forholdsvis stor spiller på det europæiske marked."

Forskellige løsninger

Onics har blandt andet forsikringsselskabet IF Forsikring i kundebasen. Til forsikringsselskaber sælger virksomheden blandt andet løsninger til overvågning af hjemmet. Der kan både være tale om "klassisk" tyverisikring men også blandt andet udstyr til måling af vandskader.

Herudover er man på samme måde til stede i energisektoren, hvor Onics leverer løsninger til energimåling og -optimering.

Desuden står et tredje forretningsben for løsninger til ældre. Det er et område i vækst, fortæller Karsten Ries, for på længere sigt skal man i kraft af den demografiske udvikling have flere ældre til at blive boende i eget hjem. Her leverer Onics blandt andet sensor- og alarmløsninger til plejepersonale.

Typisk har man tidligere entreret med softwarevirksomheder for at integrere dataene i de platforme, som de forskellige kunder bruger, men med fusionen leverer man nu alle dele af produktet.

Onics' hardwareprodukter bliver produceret hos GPV.

Virksomheden er majoritetsejet af Freddy Engel, som også er formand for bestyrelsen. Den blev oprindeligt etableret som et forretningsben i den aarhusianske elektronikudviklingsvirksomhed Develco, inden den blev formelt udskilt i 2007.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109