Som så mange gange før kan vi se tilbage på et år med både op- og nedture i den danske elektronikbranche.
Begge dele har været interessante for jer – vores læsere – og her i artiklen kigger vi tilbage på de 10 mest læste artikler, som vi udgav i det forgangne år.
Nummer 10:
Peter Hargreaves øgede med en investering på 135 millioner kroner sit ejerskab i satellitvirksomheden Gomspace til 41 procent. Siden har virksomheden leveret rekordregnskab og opjusteret forventningerne.
Nummer 9:
I januar måtte ETK EMS meddele, at de var nødt til at lukke fabrikken i Næstved og dermed sige farvel til 17 ansatte.
Nummer 8:
Hos radarproducenten Weibel Scientific var ejer Thomas Øiseth Munkholm ude med riven efter regeringen i forbindelse med en stor investering i oprustning. Det var "pinligt og uansvarligt", at man ikke før da havde taget landets sikkerhed mere seriøst, lød det.
Nummer 7:
Syvendepladsen tilfalder en forbavset Asetek-stifter i form af André Sloth Eriksen. En række minoritetsaktionærer i PC-køling-virksomheden kuppede generalforsamlingen og indsatte egne folk i bestyrelsen. Senere hen har Aseteks aktionærer godkendt et købstilbud om at sælge majoriteten til kinesiske Chunqui.
Nummer 6:
I Aalborg gik detekteringsvirksomheden Detectronic konkurs i februar, og det var i den forbindelse en fåmælt ejer, Brian Poulsen, som Electronic Supply fangede. I dag drives Detectronic videre i et nyt selskab under samme navn.
Nummer 5:
Audientes meldte i december ud, at en kreditor havde begæret virksomheden konkurs. Før det nåede så langt, trådte en investor til og lovede at håndtere den unavngivne kreditors udestående.
Nummer 4:
Mekoprint valgte tidligere på året at lukke sin kabelproduktion i Farum, som man fik med i handlen, da man året forinden samlede resterne af Mikkelsen Electronics op. Efter lukningen i Farum sker al Mekoprints kabelproduktion i Polen, Ukraine og Serbien.
Nummer 3:
IoT-virksomheden Trackunit, der sælger løsninger til sporing af udstyr i byggebranchen, blev i sommer solgt til investeringsbanken Goldman Sachs i en handel, der værdisatte virksomheden til over 10 milliarder kroner.
Nummer 2:
Eltavleproducenten Elogic måtte i september selv indgive konkursbegæring, fordi de ikke kunne betale deres ansatte løn, fortalte kuratoren. Konkursen skyldtes, at man havde bundet store dele af kapitalen i igangværende projekter og derfor løb tør for likvide midler.
Nummer 1:
Den mest læste artikel i 2025 blev historien om GPV's lukning af mekanikfabrikken i Tarm. Fabrikken har eksisteret siden 1979 og har tidligere været hovedkvarter for GPV, men den lukker ved udgangen af året. Lukningen skyldes, at man ønsker at samle alle aktiviteter inden for mekanik på den væsentligt større fabrik i Bangkok.