23948sdkhjf

BB Electronics tror stadig på elektronikproduktion i Danmark

Det handler først og fremmest om elektronikproducenternes vilje til at optimere produktionen og omstille sig, hvis dansk elektronikproduktion fortsat skal være realistisk.
Er det overhovedet realistisk at satse på elektronikproduktion nu og i fremtiden?

Spørgsmålet er ganske givet blevet stillet i mange bestyrelser hos landets elektronikvirksomheder, og da BB Electronics i marts sidste år måtte afskedige over 100 medarbejdere i Danmark, blussede debatten atter op.

Bestyrelsesformand Ole Steen Andersen forudsagde, at den store andel af produktion i Danmark foregår på lånt tid, og så skulle man måske tro, at BB Electronics ville lukke ned for produktionen på Ane Staunings Vej i Horsens.

Alt er relativt
Men sådan er det langt fra gået, fortæller Carsten Christensen, som siden 1. marts har bestredet posten som adm. direktør i BB Electronics, hvor han kom til som produktionsdirektør i 2008.

- Personligt tror jeg på, at der er plads til elektronikproduktion i Danmark. Men alt er relativt, og det kommer selvfølgelig an på typen og mængden af produkter. Store serier og konsumentvarer er der ikke længere plads til, mens vi sagtens kan løfte opgaven med små og mere fleksible serier, siger han til Electronic Supply.

Læs også: BB Electronics godt i gang med genrejsning

Frem for at udflytte hele produktionen til BB Electronics’ fabrik i Suzhou i det østlige Kina, har virksomheden valgt at optimere og automatisere produktionen i Danmark yderligere, og det har givet pote i form af nye kunder, som har ønsket at hjemtage produktionen fra udlandet for at lægge den hos BB Electronics i Danmark.

- Automatisering er meget spændende for os og de kunder, som ser fordelene ved at have produktionen tæt på til næsten den samme pris som i Kina. Materialerne koster jo stort set det samme, og så slipper man for de logistiske besværligheder, siger Carsten Christensen.

Konkurrencefordel i Kina
Selv om lønningerne i Kina er steget voldsomt de seneste år, er aflønning af medarbejdere fortsat den store forskel på produktion i Danmark og det store land mod øst. Det stiller krav om, at BB Electronics fokuserer lige så meget på effektivitetsforbedringer i Kina som i Danmark, og derfor er det produktionsmæssige setup også stort set det samme i Horsens som i Suzhou.

Det giver samtidig BB Electronics en lokal fordel i Kina, fortæller Carsten Christensen.

Læs også: BB Electronics forventer overskud i 2014

- Vi spreder os lidt mere geografisk i Kina, og bliver underleverandør til stadig flere vesteuropæiske og amerikanske kunder, som har opdaget, at der er stor forskel på lokal kinesisk produktion og så den produktion, vi leverer i Kina. Vi er måske lidt dyrere end de kinesiske konkurrenter, men man får også mere for pengene. Samtidig kører vi ”low volume, high mix”, og det er der ikke ret mange kinesiske producenter, der gør, siger han.

BB Electronics beskæftiger i dag omkring 425 ansatte i Suzhou, mens virksomheden på få år er gået fra 260 til 130 medarbejdere i Horsens. Direktør Carsten Christensen forventer ikke en oprustning af medarbejderstaben i Danmark kan komme på tale, før BB Electronics ser ind i en yderligere omsætningsstigning.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094