23948sdkhjf

Ny EMS-producent dropper hierarkiet

J-EMS er nomineret som en af landets bedste EMS-virksomheder efter mindre end et års eksistens. Det handler om den direkte kundekontakt, lyder forklaringen på successen.
J-EMS er en af landets bedste prototype montagevirksomheder efter bare ni måneders effektiv drift. Det mener i hvert fald de læsere, der har deltaget i afstemningen bag “Den Gyldne Loddekolbe 2014″, som traditionen tro uddeles af Axcon til landets bedste EMS’er.

Her er J-EMS en af bare fire nominerede, som har mulighed for at vinde trofæet, der overrækkes den 3. september på elektronikmessen E-14 i Odense Congress Center.

- Det handler ikke om at være størst, men mere om den måde, du sætter din forretning op på. Mange virksomheder har et fast hierarki, men det tror jeg ikke på. Der skal være samme service og direkte kontakt uanset om kunden ringer til mig som leder eller den montrice, der er ude på opgaven, siger Johnny Andersen til Electronic Supply.

Vil ikke stjæle kunder
Han grundlagde J-EMS i tredje kvartal af 2013, og den 1. december sidste år startede aktiviteterne så i virksomheden, der har hjemme i Slangerup. Johnny Andersen har tilknyttet freelancere, der hjælper til ved særlige opgaver, men med tiden er det meningen, at staben af fastansatte skal udvides i samme takt, som opgaverne kommer ind.

- Jeg vil ikke bare hive folk ind, som så ender med at sidde uden at have et job. Men når det for alvor er oppe at køre, tager vi den derfra, for det er selvfølgelig planen at udvide med flere ansatte, siger Johnny Andersen, som har over 20 års erfaring i branchen at trække på.

Han kender derfor allerede til flere potentielle medarbejderemner, ligesom netværket formentlig har gjort det lidt lettere at bryde igennem som ny virksomhed.

- Mange kender mig jo rundt omkring efter så lang tid i branchen, men jeg er heller ikke den, der går ud og stjæler kunder fra andre. Kunderne skal kun handle med mig, fordi de har lyst til det. Derfor siger jeg heller ikke, at jeg kan alt muligt, som de andre ikke kan. Jeg har ingen interesse i at fremstå ureel, fastslår Johnny Andersen, der blandt andet arbejdede 16 år som projektleder hos CB Svendsen, før han sprang ud som selvstændig sidste efterår.

Nærhed er et vigtigt argument
Kundekredsen kommer typisk fra Sjælland, men med tiden er Johnny Andersen klar til også at satse på den vestlige del af Danmark.

- At kunderne kommer fra Sjælland skyldes ikke, at jeg vil begrænse mig. Mange kunder efterspørger bare nærheden, som reelt er noget af det eneste, man kan tilbyde særligt her i Danmark ud over fleksibiliteten, lyder forklaringen fra Johnny Andersen, som heller ikke bekymrer sig om kundernes størrelse.

- Jeg går meget op i det, jeg laver, og har hjertet med. Så ham der lægger en ordre for 10.000 kr. er lige så god som ham, der lægger 10 mio. kr. Jeg vil helst følge dem hele vejen igennem processen uanset hvad.

De tre øvrige nominerede EMS’er til ”Den Gyldne Loddekolbe 2014” er ETK, GPV Electronics og HP-Elektronikmontage.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141