23948sdkhjf

Deif vandt markedsandele, men mistede halvdelen af overskuddet

Producenten af styringselektronik holder fast i en række dyre aktiviteter, også selvom det koster på bundlinjen. De sikrer fremtiden, lyder det fra direktøren.
- De underliggende udviklinger på markedet har været gode for os. Markedsandele og kunder er kommet til. Eksempelvis er vinddivisionen gået meget frem. Fremtiden ser god ud.

Sådan beskriver Toke Foss, administrerende direktør og ejer af Deif, overordnet det seneste års udvikling hos producenten af styringselektronik til blandt andet decentrale kraftværker, nødstrømsanlæg og vindmøller.

Holder fast trods fejlskøn
For at styrke positionen har Deif brugt mange ressourcer både på salgs- og distributionssiden, hvor der er etableret egne datterselskaber i Sydkorea samt Mexico, og på produktudvikling blev fastholdt på den sjove side af 80 millioner kroner.

Kursen har dog sat sit tydelige præg på bundlinjen i regnskabsåret 2015. Selvom omsætningen var stort set uændret, blev overskuddet før skat mere end halveret, så det endte på 24,5 millioner kroner mod 52,1 millioner kroner i 2014.

- Årsagen er blandt andet, at vi satte en række aktiviteter i gang med forventning om en højere omsætning. Det viste sig så efter 1. kvartal, at omsætningen ikke fulgte det, vi havde regnet med. Men vi valgte at fastholde de nye fremadrettede aktiviteter, vi havde sat i gang, forklarer Toke Foss, som tilføjer, at en del af forklaringen også er finansielle omkostninger forbundet med dollarkursen.

Klar til at slå til, når markederne vender
Et blik på de to overordnede forretningsdivisioner, Power & Marine samt Wind Power Technology, understreger det seneste års udfordringer. Selvom driftsresultatet i den strøste division, Power & Marine, med 61 millioner kroner var lavere end ventet, fik det stemplet "tilfredsstillende". Forklaringen er afmatning på markedet generelt og det forhold, at Deif vandt markedsandele.

Omvendt oplevede den mindre Wind Power Technology-division markant fremgang i omsætningen. Driftsresultatet på 11 millioner kroner var samtidig det første positive siden divisionens etablering. Væksten på vindområdet ventes at fortsætte.

Alt i alt står Deif nu klar til at udnytte sin position, når markederne vender, lyder det optimistisk. I mellemtiden holder man lidt igen med de helt store investeringer.

- Vi har ekspanderet meget de seneste år. Med de nyeste etableringer (i Sydkorea og Mexico, red.) er vi godt dække af på de større markeder. Så der er ikke noget, som står lige for. Nu handler det mere om at udbygge de steder, vi er, siger Toke Foss.

- For at overraske i positiv retning skal der ikke meget til. Det kan være markeder omkring energi, eller investeringer i energi i emerging economies i Asien, Sydamerika mm. Det kan også være skift i oliepriser. Men vi tør ikke tro på, at det sker i år. Hvornår det kommer i gang er utroligt svært at sige. Når det gør kan vi levere – det skal bare ske, understreger Toke Foss.

Bedre til at håndtere udsving
Forklaringen på den faste kurs, Deif lægger for dagen, kan til dels tilskrives ejerskabet.

- At sidde som ejerledelse gør, at jeg har rigtig, rigtig godt kendskab til de bagvedliggende ting. Jeg kender markedet, besøger kunder etc. Derfor er ledelsen bedre i stand til at se igennem de udsving, der er. Sidder man mere på afstand som børsnoteret eller i en kapitalfond, som måske ikke har den grundlæggende viden, er det vigtigere at vise gode tal. Men i sidste ende stiller vi også høje krav til os selv om rentabilitet! Det handler om bedre at kunne håndtere udsving, forklarer Toke Foss.

I mange år har selskabets mål været at maksimere værdien på langt sigt. Det drejer sig ifølge direktøren om at man hvert år ser på, hvad er den grundlæggende værdi af nye markeder og produkter er. Men det kommer bare ikke altid til udtryk, som fortjent.

- Det kan være nye produkter eller opgraderinger. Det er mere langsigtede ting. Men de ses som en omkostning i regnskabet, siger Toke Foss.

Artiklen er en del af temaet Chef i tale.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065