23948sdkhjf

Nyt test- og udviklingscenter for velfærdsteknologi tager form

Vision om at skabe et test- og udviklingscenter for velfærdsteknologi i Viborg er kommet et skridt nærmere. Parterne bag centret har besluttet at ansætte en centerleder fra 1. oktober i år.

Centrets formål er at skabe én indgang for innovative virksomheder for at fremme deres mulighed for at udvikle og afprøve nye velfærdsteknologiske løsninger i samarbejde med en bred målgruppe.

- Velfærdsteknologi er kommet for at blive. Efterspørgslen på smarte og spændende løsninger og konkurrencen om kunderne vil kun blive større. Derfor vil det nye center give virksomheder en unik mulighed for at arbejde tæt sammen med de personer, som i fremtiden skal bruge og købe deres produkter, siger Mette Andreassen, direktør for Job & Velfærd i Viborg Kommune

Hvem skal gøre centret til virkelighed
Parterne bag centret er nu på udkig efter den person, som kan gøre centret til virkelighed.

- Der er tale om en utroligt spændende stilling, hvor den rette kandidat i tæt samspil med os stiftere skal udvikle test- og udviklingscentret fra vision til et succesfuldt og bæredygtigt center. Vi søger en centerleder, der sammen med virksomheder, brugere, forskere og sundhedsvæsenet kan få centret ud over rampen, siger hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen, Hospitalsenhed Midt.

Parterne bag centret har endvidere nedsat et forretningsudvalg bestående af Mette Andreassen, direktør, Job & Velfærd, Viborg Kommune; Lars Dahl Pedersen, hospitalsdirektør, Hospitalsenhed Midt og Henrik G. Larson, direktør, CFI.

Test- og udviklingscenter for velfærdsteknologi i Viborg
Viborg Kommune, Hospitalsenhed Midt, Center for Industri og Viborgegnens Erhvervsråd står bag etableringen af det fælles center, der understøtter udviklingen og implementeringen af velfærdsteknologiløsninger. 

Målgruppen er borgere med fysiske og/eller psykiske udfordringer, og udviklingen skal ske i et tæt samarbejde mellem virksomheder, brugere og sundhedsvæsen.

Centret får et årligt driftsbudget på 1,6 mio. kr. - etableringsomkostninger ikke medregnet - til personaleudgifter, aktiviteter og husleje for foreløbigt tre år med mere. Centret vil blive forankret i Center for Industri.

Kilde: Region Midtjylland

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078