23948sdkhjf

Samsø skal have mere stabil strøm

Teknologisk Institut sætter fokus på øget fleksibilitet gennem energilagring og intelligent styring af energiforbrug i EU-projektet Smile

Øget indfasning af vedvarende energi stiller specielt på øer store krav til elnettets fleksibilitet og forbrugsstyring. Der arbejdes i projektet både med opstilling af vedvarende energi, elektrisk energilagring og demand site management, hvor belastningen på elnettet påvirkes gennem aktiv styring af forskellige forbrugere såsom både, elbiler og varmepumper med/uden termisk lager. På Samsø opstilles batterianlæg, solceller og intelligent energistyring. Det skriver Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

- Projektets overordnede mål er at hjælpe ø-samfund og samfund med svage elnet til at kunne øge anvendelsen af vedvarende energi med mindre omkostninger til udbygning af elnettet – både gennem lagring og ved at anvende demand site management. På den måde bliver udsatte områder også mindre sårbare overfor energiknaphed, siger Lars Overgaard, programleder, Teknologisk Institut.

Energifattigdom er en realitet på øer som Orkney i Skotland. Udgiften til strøm og frem for alt varme udgør langt over 10 procent af mange familiernes indtægt. Energien er samtidig primært baseret på fossile brændsler. Projektet Smile skal tackle denne problemstilling gennem udrulning af løsninger, der understøtter en fremtidig både billigere, mere bæredygtig og mindre konjunktur-følsom energiforsyning til øernes befolkning.

Danmark deltager i projektet med Aalborg Universitet, den danske producent af energilagringssystemer Lithium Balance, en række lokale aktører på Samsø og Teknologisk Institut.

- Vi understøtter fra dansk side den grønne omstilling gennem produktmodning og demonstration af dansk produceret energilagringssystem, siger Lars Overgaard.

Teknologisk Institut fungerer som neutral rådgiver for indkøberne af batterisystemerne i projektet for eksempel Samsø Kommune og elselskabet på Madeira. Instituttet afdækker standarder og krav til batterianlæg i de deltagende lande og på europæisk niveau generelt. Undervejs følger instituttet op på helbredstilstanden for de installerede batterisystemer med det formål at se, hvorledes brugsmønstre påvirker dem.

Teknologisk Institut forestår brugerstudier på Samsø og medvirker ved etablering af demand side management for biler, både og varmepumper. Sidst kan nævnes, at EU betragter batterisystemer som farligt gods, hvorfor disse skal have en transportdeklaration (iht. UN38.3). Teknologisk Institut tilbyder at udføre de nødvendige batteritests.

Teknologisk Institut sætter fokus på øget fleksibilitet gennem energilagring og intelligent styring af energiforbrug i EU-projektet SMILE (smart island energy systems). Projektet udruller ni Smart Grid-teknologier på tre forskellige europæiske øer.

Projektet løber frem til april 2021 og er støttet med ca. 82 mio. kr.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094