23948sdkhjf

Elektronikproduktion sætter spor i nyt periodisk system

Forskere fra det skotske University of St Andrews har udviklet en ny fremstilling af det periodiske system, der viser, hvordan produktionen af hverdagselektronik trækker tunge veksler på en række grundstoffer.

Det er ingen nyhed, at mængden af elektronikskrot er vokset eksplosivt gennem de seneste år, og alene i Europa bliver omkring 10 millioner smartphones hvert år kasseret ifølge European Chemical Society (EuChemS). 

Derfor har EuChemS i samarbejde med forskerne ved St Andrews sat sig for at visualisere den nuværende tilgængelighed af de naturligt forekommende grundstoffer. 

Dels tager det nye system hensyn til de reelt tilbageværende mængder af grundstofferne i naturen, men også ting som sårbarhed over for eventuelle konflikter i udvindingsområder og de udfordringer, der måtte være ved genanvendelse af stofferne, er taget i betragtning.   

Smartphones indeholder omkring 30 grundstoffer, og ud af disse vækker mere end halvdelen grund til bekymring grundet knaphed over de kommende år. Derfor har holdet bag valgt at markere netop de stoffer, der benyttes til produktionen af de smarte telefoner.

I 1869 satte den russiske kemiker Dmitrij Mendelejevs for første gang grundstofferne på plads i det ikoniske periodiske system, og 150-års jubilæet markeres ikke kun med forskernes nye system, men også med officiel anerkendelse af FN, der har udnævnt 2019 til internationalt år for det periodiske system.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078