23948sdkhjf

Roblon nedjusterer voldsomt: Forventer million-minus

Problemer hos en stor tysk kunde har ledt til en dramatisk nedjustering af forventningerne hos den nordjyske producent af fiberoptik.

Hvor Roblon ved fremlæggelsen af kvartalsregnskab i marts forventede, at året ville ende med et overskud før skat på 24 til 30 millioner kroner, er forventningerne nu skruet ned til minus 20 millioner kroner i regnskabsåret, der slutter ved udgangen af oktober. Det fremgår af en selskabsmeddelelse.

Årsagen til den voldsomme nedjustering skal findes hos den tyske vindmølleproducent Senvion, med hvem Roblons svenske datterselskab for et år siden indgik en treårig kontrakt om levering af kompositmateriale til. Nu har Senvion imidlertid anmodet om at blive erklæret insolvent, mens der arbejdes på at rekonstruere virksomheden, og det har skabt usikkerhed om de kommende indtægter fra den kant.

- Vi har et vist håb

- Med denne usikkerhed om Senvions evne til at betale sine regninger in mente har vi valgt at se bort fra den indtjening, som skulle være kommet i indeværende regnskabsår fra kontrakten med Senvion. Vi har også af forsigtighedshensyn valgt at afskrive alle de udviklingsomkostninger, som vi har afholdt i forbindelse med kontrakten med Senvion, og den arbejdskapital, vi har bundet i den forbindelse, siger administrerende direktør Lars Østergaard til Nordjyske.

I alt forventes Senvion-problematikken at påvirke årsresultatet negativt med 32,5 millioner kroner, men over for Nordjyske understreger Lars Østergaard, at det ikke er ensbetydende med, at pengene er tabt.

- Det er en træls sag, men vi har et vist håb om, at Senvion bliver rekonstrueret og kan leve op til kontrakten med os, og så vil vi selvfølgelig alligevel få indtægter fra kontrakten, siger han.

Kontrakten forpligter Senvion til årligt at aftage en vis minimumsmængde fra Roblon.

- Den har Senvion ikke aftaget i perioden frem til april i år, og der kommer selvfølgelig et yderligere krav, hvis de heller ikke kan leve op til kravet i de sidste to år af kontraktperioden, siger Lars Østergaard til avisen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094