23948sdkhjf

Skal vi frygte kineserne? Tirsdagens debat på EoT

Tirsdag var første dag på årets EoT-messe, og det blev en dag, der stod i kinesernes tegn. Gennem tre oplæg og en afsluttende paneldebat tog dagens oplægsholdere emner som kinesisk kopihang, kvalitet og arbejdskultur under kærlig behandling og tegnede et nuanceret billede af østens elektroniske stormagt.         

 - Kineserne har en grundlæggende trang til selvoptimering; altså, det vi ville kalde snyd, slog Flemming Møller Pedersen fast kort inde i tirsdag eftermiddags afsluttende paneldebat. Ordene var svar på et spørgsmål fra tilskuerrækkerne om, hvorvidt man stadig skal være påpasselig med kvaliteten, når man indgår samarbejde med kinesiske partnere. Ifølge Møller Pedersen er dette et must.

- Der er for så vidt ikke sket mange ændringer, og der kan altså stadig være stor problemer med at sikre kvaliteten. Derfor er det utrolig vigtigt, at man er opmærksom og god til at følge op, og så kan man med fordel arbejde med de større og mere modne virksomheder, som for manges vedkommende holder et højere niveau, forklarede han.

Med knap 30 års erfaring fra B&O og tre fra den kinesiske elektronikkæmpe TCL ved den selsvstændige konsulent nok, hvad han taler om, og han blev også bakket op af sine to meddebattører, Hans Henrik Pontoppidan, generalsekretær i Danish China Business Forum, og Jacob Kjeldsen, international business developer i Dansk Industri.

- I Kina siger vi jo gerne, at vi forhandler kontrakten før, under og efter underksriften, som Jacob Kjeldsen formulerede det med et indforstået grin.

Relationer, drikkegilder og arbejdskultur

De tre herrer på scenen var også enige om, at gode kinesiske samarbejder først og fremmest bygger på relationer. Ifølge Flemming Møller Pedersen slipper danske direktører og virksomhedsejere ikke uden om et ordentlig drikkegilde med en eventuel samarbejdspartner, til gengæld skal man afholde sig fra at shoppe for meget rundt mellem sine relationer.

Også kinesiske medarbejdere blev diskuteret, og her nuancerede dagens debat det traditionelle billede af kineserne som højeffektive.

- Kineserne har den udfordring, at de kigger rigtig meget på chefen. Derfor skal man som dansk chef derude passe meget på med, hvilke friheder man tager sig, for det smitter lynhurtigt af, fortalte Hans Henrik Pontoppidan.

Ifølge Flemming Møller Pedersen er det desuden en skrøne, at den enkelte kinesiske medarbejder er mere effektiv end den danske; hemmeligheden ligger simpelthen i spørgsmålet om antal og arbejdstid.

- Jeg vil sige, at en kinesisk medarbejder måske er 60 til 70 timer om at løse en opgave, en dansk medarbejder kan løse på 50 timer, men sagen er bare, at de har enormt mange udviklere og ingeniører ansat, og man kan sagtens få dem til at arbejde om lørdagen, forklarede han.

Dagens debat og kinesiske tema fik de tre lov at slutte med deres bedste råd til smv’er, der gerne vil have mere ud af Kina.

Bedste råd fra Flemming Møller Pedersen

Hold fokus på teknologi og glem lavprisproduktion, kineserne flytter selv den slags ud af Kina i dag.

Partner op med en virksomhed, der kan hjælpe jer ind i den kinesiske teknologiske verden – sondér terrænet godt, men vær obs på ikke at shoppe rundt mellem partnere.

Bedste råd fra Jacob Kjeldsen

Masser af forberedelse – den tid er godt givet ud.

Kineserne laver ikke forretning med din virksomhed men med dig som person.

Kig på, hvad der står i den kinesiske femårsplan, det er et rigtig godt pejlemærke for, hvor landet bevæger sig hen.

Bedste råd fra JHans Henrik Pontoppidan

Sørg for at lave din due diligence.

Kina er ikke for alle, men der er masser af plads til smv'er, som faktisk er den type virksomheder, der vækster mest i relationen. 

Sørg for at danne partnerskaber med dem, du føler dig mest tryg ved og ikke bare den første og bedste - husk, du selv bestemmer, hvad du vil. 

Læs mere om: EoT
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079