23948sdkhjf

Automationsvirksomheder slår pjalterne sammen

De danske tavlebygger- og automationsvirksomheder Technodan Industrial Controls og JE-Elkas er fusioneret under navnet Tic Elkas A/S. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Det nye selskab får 150 medarbejdere, og begge parter ser frem til samarbejdet og virksomhedernes udvikling:

- Jeg er overbevist om, at dette større setup og med en erfaren og stærk organisation er det helt rigtige for begge virksomheders udvikling. Og det har været afgørende for mig, at det nye selskab fortsætter med samme fokus på at levere tekniske løsninger af høj kvalitet, fortæller Torben K. Madsen, direktør, COO.

- Skinnerne er lagt ud til fortsat vækst og innovation gennem øgede markedsindsatser samtidig med, at vi holder vågent øje med yderligere akkvisitionsmuligheder, fortsætter han.

Også Frank Müntzberg, administrerende direktør og CEO, ser store muligheder i fusionen:

- Med fusionen skaber vi en mulighed for at udnytte vores lokationer i Danmark til at byde på flere og større opgaver ved at lade vores dygtige medarbejdere samarbejde om at løse dem, siger han.

- Fabrikken i Litauen med 35 industrielektrikere HW- og SW-ingeniører er en helt nødvendig forudsætning for at kunne øge vores kapacitet og konkurrenceevne. Vi glæder os til at demonstrere vores nye muligheder for kunder og samarbejdspartnere, fortsætter han.

Fusionen forventes fuldt gennemført i slutningen af 2019. Indtil dette sker, opererer selskaberne uændret videre under de eksisterende cvr-numre og med den eksisterende ledelse.

Technodan Industrial Control har afdelinger i Støvring og Randers og udvikler komplette automationsløsninger indeholdende både HW-konstruktion, tavlebygning, programmering og el-montage.

JE-Elkas har afdelinger i Skovlunde og Herlev samt afdelingen i Litauen. Virksomheden er ligeledes beskæftiget med salg, montage og produktion af styre- og fordelingstavler og projektering af automationsløsninger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08