23948sdkhjf

Nordjysk dronebekæmper lander kontrakt med Pentagon

Ved en militærøvelse i Mexico gjorde MyDefence så god figur, at virksomheden fra Nørresundby nu har landet en innovationskontrakt fra Pentagon. Det skriver Ingeniøren.

I juni fik omkring seks udvalgte virksomheder lov at stille op i den såkaldte Black Dart-øvelse på et missil-afprøvningsområde i New Mexico. Øvelsen var møntet på bekæmpelse af ubemandede flyvende fartøjer (UAV’er), og under overværelse af repræsentanter fra forskellige amerikanske myndigheder kunne private teknologileverandører få lov at vise, hvad de kunne.

En af dem var MyDefence, og den nordjyske virksomhed imponerede altså så meget, at den har fået en såkaldt OTA-kontrakt af en særlig innovationsenhed under det amerikanske forsvarsministerium, Defence Innovation Unit.

Med en OTA-kontrakt kan Pentagon gå uden om de langsommelige udbudsregler og eksempelvis hurtigt entrere med en lille lovende virksomhed eller deltage i delfinansieringen af en udviklingsproces. Direktøren i MyDefence, Dan Hermansen, fortæller, at der ikke er tale om nogen guldrandet kontrakt.

Aftalen indebærer støtte til omkostninger og videre udvikling, men måske endnu vigtigere har den også sikret MyDefence en plads i det videre udskillelsesløb. Hvad den næste opgave går ud på, vil dog først blive oplyst, op til at den skal afholdes.

- Hele præmissen er, at vi ikke kender næste skridt. Det er et meget lukket miljø, så vi har ikke fået et beløb på en kontrakt eller instruktioner om at vi skal levere sådan eller sådan. Men vi har fået at vide, at vi er kommet med i næste omgang, og så får vi senere at vide, hvad det går ud på. Sandsynligvis vil vores udstyr være integreret ind med noget af det andet i et fælles system, fortæller Dan Hermansen.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234