23948sdkhjf

Genbrug og VE på tapetet hos NKT: Kabelproduktionen er blevet endnu grønnere

Kabelproducenten NKT har netop taget endnu et skridt mod at gøre sin kabelproduktion mere grøn og reducere CO2-aftrykket af sine kabelløsninger.

Højspændings-fabrikken i Køln i Tyskland og den svenske søsterfabrik bliver nu drevet på grøn energi.

- Dette tiltag er en milepæl for vores ambition om at reducere CO2-aftrykket på vores kabelløsninger, og jeg er glad for, at begge højspændingsfabrikker nu kører på grøn energi. Det gør det muligt for os at minimere vores egen miljøpåvirkning, og samtidig tilbyder vi nu højspændingskabler med et af markedets laveste CO2-aftryk, siger Alexander Kara, CEO i NKT.

Ændringen i energiforsyningen sker via det lokale forsyningsselskab, der sikrer at elektriciteten stammer fra vedvarende energikilder. Ret beset betyder det, at NKT via de lokale forsyningsselskaber, køber certifikater, der dokumenterer, at forbruget er dækket af VE i begge lande.

Med overgangen til grøn energi reducerer NKT sit totale CO2-aftryk med 10 pct.

Genbrug er mere håndgribeligt
Man kunne fristes til at synes, at indkøb er certifikater er en lidt uhåndterbar størrelse. Det er dog ikke det eneste tiltag, som NKT har gjort for at reducere miljøpåvirkningen af sine aktiviteter.

De bæredygtige initiativer hos kabelproducenten omfatter også genbrug og genanvendelse af materialer som f.eks. XLPE og metaller fra både produktionen og udtjente kabler,

- Plastikmaterialer som XLPE og PEX bliver blandt andet genanvendt til at lave plastikkasser, spoler og kabeltromler. Genbrugsmetaller bliver solgt videre til andre produktionsvirksomheder, oplyser kommunikationsansvarlig hos NKT, Pelle Fischer-Nielsen.

Han fortæller, at NKT rent faktisk driver Danmarks eneste specialiserede genbrugsstation for kabler i Stenlille.

Her sikrer kable-producenten at udtjente kabler og overskudsmaterialer bliver genbrugt.

- I 2018 behandlede vores afdeling i Stenlille 2439 tons kabelskrot, hvilket er en stigning på 18 pct. siden 2016, oplyser Pelle Fischer-Nielsen.

Øget fokus 
Udover vedvarende energi, genbrug og genanvendelse reducerer NKT også CO2-påvirkningen ved at sørge for – så vidt muligt – at lokal kabelproduktion sælges på nærliggende markeder, hvilket i sidste ende reducerer CO2-udledningen fra virksomhedens logistik.

Sidst men ikke mindst har NKT investeret i det energieffektive kabeludlægningsfartøj NKT Victoria.

- De globale elnet er under konstant udvikling, og vi ser et øget fokus på kabelløsninger med lav miljøpåvirkning. Derfor arbejder vi konstant på at reducere CO2-aftrykket på vores kabelløsninger gennem hele løsningens levetid, siger Alexander Kara.

Læs mere om: NKT
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11